Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Mennesker med udviklingshandicap mistrives, mens de venter på kommunerne

En ny undersøgelse viser, at mennesker med udviklingshandicap er ramt af en massiv nedlukning af deres dagtilbud. Det har store konsekvenser for denne sårbare gruppe borgeres trivsel og mentale sundhed – og det strider imod regler og signaler fra Christiansborg

PRESSEMEDDELELSE

Lev har i en spørgeskemaundersøgelse fået svar fra godt 450 pårørende til borgere med udviklingshandicap om deres erfaringer med tiden under corona.  

I undersøgelsen angiver en stor andel, at beskæftigelses- og dagtilbuddet for deres pårørende med udviklingshandicap, stadig er lukket ned (8.-12. maj). Det er i direkte strid med en klar melding fra et enigt Christiansborg den 25. april. I en politisk aftale tilkendegav partierne en klar forventning om, at denne type tilbud skulle være åbne så normalt som muligt.

Nedlukning rammer trivslen
I undersøgelsen angiver hele 75 % af de pårørende eksempelvis, at borgerens tilbud om beskyttet beskæftigelse fortsat er lukket ned – og at der ikke er gives noget alternativt tilbud, eksempelvis hjemme i botilbuddet. Og de pårørende er ikke i tvivl om, at den fortsatte nedlukning har store konsekvenser. Mere end 70 % angiver således, at det har en negativ konsekvens for borgerens trivsel i nogen eller markant grad, at de ikke kan benytte deres tilbud.

 - Det er uholdbart, at de tilbud, som giver indhold og skaber trivsel i hverdagen for mennesker med udviklingshandicap fortsat er lukket ned i så stort omfang – klart i strid med intentionerne fra minister og Folketing. En gradvis og sundhedsmæssig forsvarlig genetablering skulle være sat i gang for tre uger siden. Men det har mange kommuner tilsyneladende valgt at se stort på, og det er bekymrende, siger Levs landsformand, Anni Sørensen.

Besøgsrestriktioner tolkes ikke korrekt
Over halvdelen af de pårørende i Levs undersøgelse angiver desuden, at de ikke har haft lov til at tage deres pårørende med på tur eller med hjem fra botilbuddet på et kortere besøg. Også dette er i modstrid med Social- og indenrigsministeriets udmeldinger helt tilbage i slutningen af marts måned.

Undersøgelsens resultater understreger derfor behov for tæt opfølgning på kommunernes anvendelse af reglerne, mener Anni Sørensen:

- Kommunernes mangelfulde efterlevelse af regler og udmeldinger er højaktuel i forbindelse med lempelsen af besøgsrestriktionerne på bostederne, som trådte i kraft onsdag i den forgangne uge. Når 55 % af de pårørende får besked om, at de ikke kan tage en beboer med ud, selvom Social- og Indenrigsministeriet for længe siden har sagt noget andet, kan jeg godt være bekymret for, hvordan de nye regler om besøg bliver implementeret i praksis, siger Anni Sørensen.

Hun mener derfor, at der er brug for skarpt fokus fra Social- og Indenrigsministeriet for at sikre, at kommuner og bosteder rent faktisk efterleve reglerne om besøg, og for at sikre, at de tilbud og indsatser, som man gerne vil have i gang, rent faktisk også kommer i gang.

- De retningslinjer om en social- og sundhedsmæssigt forsvarlig åbningen af sociale tilbud og om besøgsrestriktioner, som Socialstyrelsen udsendte fredag aften, kan forhåbentlig hjælpe til. Det håber jeg i hvert fald, slutter Anni Sørensen.

 

Hovedresultater i undersøgelsen

  • 90 % af de pårørende angiver, at borgerens tilbud om beskyttet beskæftigelse (§ 103 i serviceloven) har været lukket (uden alternativ) under corona - knapt 80 % angiver at det tilsvarende har været tilfældet for aktivitet- og samværstilbud (§ 104).
  • 75 % af de pårørende angiver på undersøgelsestidspunktet (8.-12. maj), at borgerens tilbud om beskyttet beskæftigelse (§ 103 i serviceloven) fortsat er lukket, uden alternativ, og 70% angiver at det tilsvarende er tilfældet for aktivitet- og samværstilbud (§ 104).
  • 75 % af de pårørende angiver at de ikke har kunnet besøge en beboer i vedkommendes bosted.
  • 77 % af dem, som ikke har kunnet besøge deres pårørende, mener, at dette har haft en negativ eller markant negativ betydning for beboerens trivsel.
  • 55 % af de pårørende angiver, at kommunen eller botilbuddets ledelse afviser, at den pårørende må tage en beboer med på tur eller med hjem på kortere besøg.

 

Yderligere kommentarer: Landsformand Anni Sørensen, tlf: 2628 3083, e-mail: as@lev.dk

Yderligere oplysninger om undersøgelsen kan fås ved at rette henvendelse til politisk konsulent Thomas Holberg  på tlf. 3179 4168, th@lev.dk eller kommunikations- og pressemedarbejder Clavs Sylvest på cs@lev.dk

Læs mere
Læs hele undersøgelsen (PDF)

Følg Lev på Facebook

Besøg allerede i dag Levs side på facebook. Klik på "Synes godt om", så er du med og kan følge udviklingen på siden.