Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Få gode råd om dit testamente

Du kan støtte Levs arbejde for mennesker med udviklingshandicap, hvis du vælger at testamentere en del af din formue til Lev.

Det er altid en god ide at tale med en advokat, før man laver et testamente. Når du overvejer at testamentere til Lev, tilbyder Lev, at du kan få en indledende samtale med en erfaren advokat fra firmaet ADVODAN i Lyngby.

Levs tilbud er en kort samtale, hvor advokaten forholder sig til dine spørgsmål og problematikker. Han rådgiver om, hvad reglerne er på ”dit område” og i din konkrete situation, om hvad I kan gøre, og hvordan I kan komme videre. Såfremt der er brug for gennemgang af papirer med videre, er dette ikke en del af tilbuddet.

Du kan kontakte ADVODAN i Lyngby mandag – torsdag kl. 10-14 på tlf. 4588 0555.

Lev betaler for oprettelse af testamente

Der er helt præcise formkrav til udformning af et testamente. Det skal sikre, at testamentet vurderes gældende og juridisk gyldigt. Professionel bistand kan sikre, at dine ønsker også kan gennemføres efter din død.

Såfremt du ønsker, at Lev skal arve helt eller delvist, betaler Lev sagsomkostningerne for oprettelse af testamente dog max 5.000 kr. inklusiv moms. Dette kan dog variere afhængigt af det testamenterede beløb.

Lev er som organisation fritaget for at betale arveafgift. Hele arven går dermed ubeskåret til foreningens formål og arbejde.

Derfor skal du lave et testamente

Der er mange gode grunde til at oprette et testamente, for eksempel:

  • Det har stor betydning for fordeling af din arv, om du er gift, samlevende eller single, og om du har fælles børn eller særbørn. Et testamente kan være en stor hjælp her.
  • Du har ingen arvinger efter arveloven og ønsker, at arven skal gå til et andet sted end statskassen.
  • Du vil begrænse dine livsarvingers arv til tvangsarven og for eksempel donere penge til et velgørende formål.

Fordelene ved at oprette et testamente og de økonomiske konsekvenser ved ikke at gøre det afhænger meget af din konkrete familiesituation.

For yderligere oplysninger

Hvis du ønsker yderligere oplysninger om gaver og testamenter til fordel for Lev, er du velkommen til at kontakte foreningen på tlf.: 3635 9696.

ISOBRO

Lev er medlem af ISOBRO – indsamlingsorganisationernes brancheorganisation.