Støttetrappen

(Lov om social service § 82, stk. 2)

Kommunen skal efter servicelovens § 82 påse, om der er pårørende eller andre, der kan inddrages i varetagelsen af interesserne for en person med betydelig nedsat psykisk funktionsevne.

Inddragelse betyder, at du som pårørende skal høres om, hvilke udfordringer og behov du ser hos din pårørende. ’Inddragelse’ giver ikke adgang til, at du som pårørende kan være aktivt udførende og træffe beslutninger og handle. Du må give din mening til kende og ikke mere. Du har altså ingen egentlige handlemuligheder, hvilket bl.a. betyder at du ikke kan ansøge om ydelser, klage eller få aktindsigt eller samtykke til deling eller indhentning af oplysninger.

(Handicapkonventionens artikel 12, stk. 3)

Deltagerstaterne skal træffe passende foranstaltninger til at give personer med handicap adgang til den støtte, de måtte have behov for til at udøve deres retlige handleevne.

Det betyder, at den unge/voksne kan have brug for hjælp til forberedelse, letlæste tekster, forklaringer før, under og efter et møde osv. Støttet beslutningstagen kan ydes af både pårørende, myndighed og personale fra botilbud. Herunder fx. som socialpædagogisk støtte (Serviceloven § 85).

(Forvaltningsloven § 8)

Den, der er part i en sag, har ret til på ethvert tidspunkt af sagens behandling at lade sig repræsentere eller bistå af andre.

Som bisidder kan du sammen med den unge/voksne deltage i møder. Du kan hjælpe den unge/voksne med at stille relevante spørgsmål eller i at få spurgt ind og fortalt det, der er vigtigt.

Som bisidder er dit fokus at støtte den unge/voksne i dialogen med fx sagsbehandler. Du har som udgangspunkt ikke ret til selvstændigt at stille spørgsmål direkte til sagsbehandler. En dialog mellem dig og sagsbehandler under et møde forudsætter at det er aftalt med den unge/voksne.

Efter mødet kan du hjælpe den unge/voksne med at få klarhed over, hvad der blev sagt og besluttet. Modsat partsrepræsentanten har du som bisidder ikke ret til at drøfte partens sag med sagsbehandler uden partens samtykke eller tilstedeværelse, til at træffe beslutninger eller til at klage på borgerens vegne.

(Forvaltningsloven § 8)

Den, der er part i en sag, kan på ethvert tidspunkt af sagens behandling lade sig repræsentere eller bistå af andre.

Hvis en person ønsker, at en anden person skal repræsentere sig og dermed få beføjelse til at handle på sine vegne, vil der være tale om partsrepræsentation. Det betyder med andre ord, at personen overgiver sine partsrettigheder - via fuldmagt - til en partsrepræsentant, og dermed retten til at drøfte og afholde møder med myndigheden, uden parten selv er til stede. For at være i stand til at give en fuldmagt, skal man være i stand til at handle fornuftsmæssigt på egne vegne. Man skal således kunne forstå indholdet i fuldmagten og konsekvenserne af at udstede fuldmagten.

Voksne personer med handleevnen (dvs. ikke underlagt et værgemål) i behold kan (som udgangspunkt) udstede en gyldig fuldmagt. Personen, der modtager fuldmagten, er ansvarlig for, at han handler på baggrund af en gyldigt udstedt fuldmagt. Det er vigtigt at være opmærksom på, at en fuldmagt er så konkret og tydelig som mulig om hvad der gives fuldmagt til. Det hjælper både den unge/voksne, den der skal være partsrepræsentant og de myndighedspersoner, som varetager sagen,

Partsrepræsentation medfører, at også, at myndigheden skal fremsende breve og afgørelser vedrørende parten til partsrepræsentanten, og at partsrepræsentanten har ret til at anmode om aktindsigt eller klage på partens vegne.

Der er situationer, hvor myndigheden, fx kommunen, fortsat kan kræve, at parten medvirker personligt selvom denne har valgt at få en partsrepræsentant.

Forskellen på en bisidder og en partsrepræsentant består i, at partsrepræsentanten har samme beføjelser som parten - dvs. overtaget partens partsrettigheder - det har en bisidder ikke.

(Værgemålsloven § 25a)

Familieretshuset kan som noget nyt fra 1. juli 2025 udstede en attest, der i begrænset omfang giver nære pårørende adgang til at varetage personlige og økonomiske anliggender for en borger, der har behov for bistand.

Familieretshuset kan på baggrund af en erklæring fra en nær pårørende om at ville varetage opgaven, udstede en attest, der giver vedkommende adgang til at varetage personlige anliggender og løbende økonomiske dispositioner til underhold, der betales til en offentlig myndighed eller private kreditorer, der opkræver bolig- eller forsyningsudgifter, uden værgemålsbeskikkelse.

Personlige anliggender omfatter bl.a. kontakt med sociale myndigheder, herunder ved rørende sociale ydelser, indgivelse af klage eller begæring om aktindsigt.

Det er en betingelse, at den, der søger om attestordningen for sin nære pårørende vedlægger en tro og love-erklæring på, at der er enighed blandt de pårørende.

Vær opmærksom på, at attestordningen har nogle begrænsninger i forhold til et egentligt værgemål og i forhold til den økonomiske del alene giver adgang til løbende økonomiske dispositioner til underhold. Har borgeren en formue, som borgeren ikke selv er i stand til at forvalte, vil det være relevant at kigge mulighederne for et økonomisk værgemål.

(Værgemålsloven § 7)

Der kan iværksættes samværgemål for den, der på grund af uerfarenhed, svækket helbred eller anden lignende tilstand har behov for hjælp til at administrere sin formue eller varetage andre økonomiske anliggender, og som selv anmoder herom.

Samværgemål kan benyttes af personer, der ikke opfylder betingelserne i de mere indgribende værgemål (§§ 5 og 6), fordi de kan meget selv, men har brug for støtte. Det kunne fx være personer med udviklingshandicap, som bor i egen lejlighed. Personen skal selv kunne søge og give samtykke til samværgemålet – og forstå hvad det indebærer.

Samværgemålet gælder kun økonomiske forhold – og aldrig personlige forhold fx sociale sager.

Hvis personen ønsker, at samværgen skal agere som partsrepræsentant i fx sociale sager, skal personen udstede en fuldmagt efter principperne for partsrepræsentation.

Den unge/voksne og samværgen handler sammen, der altså tale om en slags ”formaliseret støttet beslutningstagning”.

Der kan iværksættes værgemål for den, der på grund af sindssygdom, herunder svær demens, eller hæmmet psykisk udvikling eller anden form for alvorligt svækket helbred er ude af stand til at varetage sine anliggender, hvis der er behov for det.

’Hvis der er behov for det’, skal forstås som, ’og som ikke kan give samtykke til bisidning, ikke er i stand til at give en fuldmagt og ikke kan anmode om et samværgemål’.

Et værgemål kan begrænses til at angå bestemte personlige eller økonomiske anliggender. Det kan også begrænses til at angå bestemte personlige forhold, generelle personlige forhold eller i en bestemt periode. En borger, der er under værgemål, er myndig og har sin økonomiske handleret, medmindre borgeren har fået frataget sin retlige handleevne.

Hvis der skal ske handleevnefratagelse, sker dette efter værgemålslovens § 6, og det kommer som en slags ekstra lag ovenpå § 5 værgemålet. Den retlige handleevne kan fratages helt eller delvist - ved delvis fratagelse bevares stemmeretten. § 6 gælder udelukkende den økonomiske handleret. Den personlige handleret (retten til at foretage personlige valg) kan ikke fratages.