Sådan får du en bisidder
Udfyld formularen nedenfor, så prøver vi at finde en bisidder i nærheden af dig.
Det kan tage lidt tid at finde en ledig bisidder. Derfor er det vigtigt, at du sender din forespørgsel i god tid – gerne mindst 8 arbejdsdage før dit møde. Vi gør altid vores bedste for at hjælpe dig. Vores bisiddere er frivillige, og derfor kan vi desværre ikke garantere dig en bisidder.
Vi passer godt på dine personlige oplysninger. Derfor anbefaler vi, at du bruger formularen i stedet for at sende en e-mail. Hvis du har problemer med at udfylde formularen, kan du kontakte Lev på lev@lev.dk eller 36 35 96 96.
Book en bisidder
Hvad gør en bisidder?
Det kan være svært at bevare overblikket i sin egen sag – især når det handler om noget, der er vigtigt for dig. Du behøver ikke stå alene. Du har ret til at tage en bisidder med til dit møde, og hos Lev står frivillige bisiddere klar til at støtte dig.
Levs bisiddere er uddannede og møder dig i øjenhøjde. De hjælper med at skabe ro og overblik, så du får et trygt og godt møde. Sammen kan I forberede det, du gerne vil sige, og det, der er vigtigt for dig.
Bisidderen er med til mødet ved din side. De lytter, hjælper dig med at holde fokus og kan støtte dig undervejs. En bisidder er ikke mødeleder eller konfliktmægler og kan ikke tale på dine vegne. Men de er der for dig – før, under og efter mødet.
Når mødet er slut, taler I sammen om, hvad der blev sagt, og hvad næste skridt er. Det kan give ro og gøre det lettere at komme videre. Herefter afslutter I kontakten på en god måde. Du er altid velkommen til at kontakte Levs bisidningsordning igen, hvis du får brug for støtte en anden gang.

Vi er her for dig
Bliv en del af Lev. Her står vi sammen, deler erfaringer og støtter hinanden i hverdagen. Sammen arbejder vi for bedre liv for mennesker med udviklingshandicap og deres familier. Du er velkommen i fællesskabet.