Lev Nordjylland og BHOV Rebild inviterer, med støtte fra Danske Handicaporganisationers Lokalpulje, til temaaftenen: "Find vej i systemet" med far, jurist og forfatter til bogen "Sygt barn, sygt system", Oskar Rubin.
Pårørende til børn med udviklingshandicap oplever ofte, at det er svært at finde vej i systemet og få den rette hjælp. På børnehandicapområdet omgjorde Ankestyrelsen i 2022 48 % af kommunernes afgørelser. På den baggrund er det vigtigere end nogensinde før, at pårørende selv er klar over, hvilke rettigheder de har.
Men kræver det virkelig en juridisk uddannelse at blive forældre til et barn med udviklingshandicap? Nej, heldigvis ikke, for der er hjælp at hente: til temaaftenen får vi nemlig besøg af Oskar Rubin, som i 2018 blev far til en søn med en alvorlig og sjælden sygdom. Oskar Rubin er uddannet jurist og har i løbet af de sidste 8 år tilegnet sig stor viden om rettigheder for børn med handicap, og i 2023 udgav han den populære e-bog "SYGT BARN SYGT SYSTEM".
Til temaftenen vil Oskar Rubin hjælpe med at:
- skabe et overblik over "systemet"
- skabe overblik over de vigtigste rettigheder, herunder en introduktion til Barnets Lov, der trådte i kraft 1. januar 2024
- give konkrete værktøjer til at sikre, at man får den hjælp til barnet med udviklingshandicap, som man har brug for og ret til.
Program
17.00-17.30 Velkomst og lidt om Lev Nordjylland / Bhov Rebild
17.30-18.15 Oskar Rubin del 1
18.15-19.00 Fællesspisning
19.00-19.45 Oskar Rubin del 2
19.45-20.00 Afrunding
Pris
Arrangementet er støttet af DH's Lokalpulje – det er åbent for alle og helt gratis at deltage i. Det kræver ikke, at du er medlem af Lev (men skulle du ikke være det, så støt gerne den gode sag ved at melde dig ind her: https://lev.dk/bliv-medlem).
Tilmelding
Der er et begrænset antal pladser til arrangementet.
Tilmelding senest 10. september.




