Samarbejdet begyndte i 1996, da Lev tog aktivt initiativ til at skabe bedre forsikringsmuligheder for mennesker med handicap. På daværende tidspunkt viste analyser, at mange mennesker med handicap oplevede diskrimination på forsikringsområdet og ofte ikke kunne tegne helt almindelige forsikringer som ulykkes- og ansvarsforsikringer.
Lev tog sagen i egen hånd og kontaktede flere store forsikringsselskaber og tilbød dem et samarbejde om at udvikle en række forsikringer, som skulle fungere på normale vilkår, men samtidig være specialdesignet til mennesker med udviklingshandicap.
Forsikringsselskabet Codan kom med det stærkeste tilbud, og det blev begyndelsen på Lev Forsikringsservice (tidl. Handi Forsikringsservice) - et samarbejde, som gennem tre årtier har hjulpet tusindvis af mennesker med udviklingshandicap og deres familier.
Vi er stolte af, at vi gennem 30 år har kunnet være med til at skabe tryghed for mennesker, som ellers ofte har stået uden for de traditionelle forsikringsløsninger. Forsikring er en vigtig del af et selvstændigt og trygt liv, og alle mennesker skal have mulighed for at være dækket.Afdelingsleder hos Lev Forsikringsservice, Jens-Kristian Møller Hansen
Lev Forsikringsservice tilbyder i dag overskuelige forsikringsløsninger målrettet mennesker med kognitive handicap. Selvom Codan er et af Danmarks største forsikringsselskaber, er det fortsat handicaporganisationernes værdier og principper, der danner grundlaget for samarbejdet.
Gennem årene er samarbejdet blevet udvidet med flere forsikringsløsninger, altid med fokus på tilgængelighed, forståelighed og tryghed for målgruppen.
For os handler forsikring om at skabe sikkerhed og stabilitet for alle. Samarbejdet med Lev er et stærkt eksempel på, hvordan vi kan gøre en reel forskel, når vi udvikler løsninger sammen.Ansvarlig for Codan Privat Partnerskaber, Andreas Kiplev
Lev Forsikringsservice ser frem til fortsat at udvikle løsninger, der gør en forskel for mennesker med udviklingshandicap og andre kognitive udfordringer.




