- Skal din pårørende selv kunne gå i banken, så skal man selvfølgelig kigge på placering og åbningstider.
- Kan din pårørende benytte et hæve- eller betalingskort (selv lære/huske og selv håndtere en pinkode)?
- Hvis din pårørende foretrækker eller kun kan benytte kontanter, hvordan foreslår banken så, at han/hun får hævet dem? Har banken for eksempel en kontantkasse?
- Kan din pårørende benytte netbank/mobilbank? Her kræver det, at din pårørende kan håndtere MitID (selv oprette brugernavn og kode). Husk at der findes fysiske alternativer, hvis man ikke kan eller ikke ønsker at bruge MitID app – MitID kodeviser, MitID kodeoplæser og MitID chip.
- Hvis din pårørende ikke kan benytte netbank/mobilbank, hvordan kan banken så tilbyde, at regningerne bliver betalt?
- Hvordan er bankens gebyrer på for eksempel betaling af regninger, hævning af kontanter mv.? Er disse til ’forhandling’, hvis din pårørende ikke har andre alternativer end personlig betjening i banken.
- Hvis der er behov for, at en eller flere støttepersoner hjælper, hvilke fuldmagtsløsninger kan banken så tilbyde? (Fuldmagtskort, adgang til webbank mv.) Og vil banken overhovedet godtage en fuldmagt fra din pårørende? Kan din pårørende overhovedet give en fuldmagt?
- Hvis din pårørende har en økonomisk værge, hvordan kan banken så bedst hjælpe? Og hvordan kan banken hjælpe, hvis værgen ikke bor i nærheden?
- Hvilken hjælp giver banken til at skaffe overblik over din pårørendes økonomi og få lagt et budget, så der er styr på den – også til uventede udgifter? Og hvordan kan de tilbyde dette overblik, hvis din pårørende ikke har netbank?
9 lavpraktiske bankråd til pårørende
Det er svært at give præcise råd til, hvad man som pårørende kan gøre for at ”få styr” på eller bare lidt overblik over ens barns eller søskendes banksager. For det er et område, der ændrer sig hele tiden. Men Levs politiske konsulent på digitaliseringsområdet, Hans Andersen, har alligevel prøvet at lave denne oversigt over behov og udfordringer, man bør give en tanke, før man vælger den bank, der bedst kan hjælpe
Redigeret
Magasinartikel



