Debatindlægget er bragt i Socialmonitor d. 16. oktober 2026
Vi var mange, som håbede, at socialminister Monika Rubins ophævelse af den handicappolitiske rammeaftale indvarslede en ny og bedre kurs i handicappolitikken. En kurs hvor retssikkerhed, kvalitet og specialisering kom i højsædet – og hvor det enøjede og kortsigtede økonomifokus ville glide i baggrunden.
Det kursskifte håbede jeg også ville sætte sig i den nye regerings tilgang til indførelsen af et nyt nationalt takstsystem på botilbudsområdet. Det ville på mange måder give god mening. Men som Socialmonitor fortalte forleden, så arbejder den nye regering angiveligt ud fra helt samme model, som i begyndelsen af året blev lækket fra den tidligere regering. En model, som i disse dage danner grundlag for politiske forhandlinger.
Det lyder komplekst og meget indviklet med sådan et takstsystem. Og det er det også. Men det er vigtigt, og det er ikke kun teknik.
Takstmodellens kompleksitet er nok det mest urovækkende i forhold til de aktuelle politiske forhandlinger. Det indebærer en risiko for, at politikere på Christiansborg kun lytter til regeringens påstande om, hvor godt det kan blive med en bedre økonomisk styring, og at modellen naturligvis ikke vil få negative konsekvenser for de mennesker, som bor i botilbud og har behov for kvalitet, specialisering og faglighed i indsatsen. For det er vel bare noget teknik, som foregår mellem kommunerne og botilbuddene?
Et angreb på retssikkerheden
Her er min analyse af takstmodellens konsekvenser desværre helt anderledes, og jeg håber derfor, at partiernes forhandlere vil tænke sig rigtig godt om, inden de indgår en aftale. Det er helt afgørende også at lytte til synspunkter og vurderinger fra andre end dem, som altid har blikket stift rettet mod økonomistyring. Det kunne for eksempel være sådan nogle som os i Lev, der repræsenterer en meget stor del af de borgere, der bor i botilbud – og som vil blive meget direkte berørt.
Jeg kan sagtens forstå, at både staten og kommunerne ønsker at få bedre gennemsigtighed og indblik i, hvordan pengene bliver brugt. Men regeringen (både den tidligere og den nuværende) har desværre lagt sig fast på en meget vidtgående model med faste ydelsespakker og trinvise maksimumpriser. En model, som jeg er alvorligt bekymret for vil få store negative konsekvenser for mennesker med handicap i botilbud.
Takstmodellen vil for det første være et alvorligt og ødelæggende angreb på retssikkerheden for mennesker med udviklingshandicap i botilbud. De enkelte botilbud vil få overdraget betydelig formel kompetence til at afgøre, hvilke borgere der skal have mere hjælp – og dermed også, hvem der skal have mindre. Sårbare mennesker vil kunne få frataget hjælp – både i omfang og kvalitet – uden at der træffes nogen ny myndighedsafgørelse og dermed uden reel mulighed for at klage til Ankestyrelsen.
Det system vil intensivere det, man kunne kalde ’velfærdskampen’ i de enkelte tilbud. Beboerne vil i endnu højere grad skulle kæmpe for, at de rent faktisk modtager den hjælp, som de er visiteret til, og har behov for – men som der altid er for få ressourcer til at give. En ’alles kamp mod alle’, som vil få ødelæggende konsekvenser for beboerne, deres trivsel og udviklingsmuligheder. Og for deres retssikkerhed.
Handicapbevægelsen er ikke blevet hørt
For det andet indebærer takstmodellen for mig at se også, at botilbud aktivt tilskyndes til at forringe kvalitet og specialisering i den indsats, som ydes. Helt som vi også så det med den såkaldte binære score i den nylige reform af socialtilsynet, så vil lav kvalitet og den lavest mulige pris blive det afgørende ’konkurrenceparameter’ mellem tilbuddene. »«
Det problem forværres naturligvis af, at takstmodellen nu er helt løsrevet fra den specialeplan, som hele tre regeringer har lovet at ville indføre (men som stadig lader vente på sig). Hvordan kvalitet, faglighed og specialisering reelt bliver en dimension i taksterne, blafrer i vinden – og det er jo i sig selv ekstremt bekymrende.
Det er langt fra optimalt, at jeg i dette indlæg må basere mig på lækkede dokumenter og rygter. Men det er desværre det vilkår, som regeringen har valgt at give os i handicapbevægelsen. I Lev, der vel kan siges at repræsentere langt den største del af målgruppen i botilbud, har vi på intet tidspunkt fået information om regeringens konkrete overvejelser eller modtaget en invitation til samarbejde og dialog
Men det kan selvfølgelig nås endnu, hvis regeringen og de partier, som forhandler, vil droppe det store selvpålagte tidspres i processen og tage dialogen, før de træffer så gennemgribende og ødelæggende beslutninger, som meget desværre tyder på, at de er i gang med. Det er vel ikke for meget forlangt?
