Digitalisering tvinger pårørende til at overtræde loven

Digitalisering og en verden med meget svær adgang til kontanter har efterladt i tusindvis af mennesker med udviklingshandicap med store problemer. Og det har samtidig gjort det ikke bare svært for pårørende at hjælpe, men også kriminaliseret mange. Det fremgår af en ny undersøgelse, som Lev står bag

Forældre og andre støttepersoner til mange mennesker med udviklingshandicap bryder loven dagligt, når de kender deres søn eller datters pinkode til et kreditkort og måske ovenikøbet benytter koden til at hæve kontanter til pågældende.

Det er ligeså ulovligt at kende koden til sit barns MitID, og naturligvis også at bruge det.

Men det er vilkårene for mange pårørende og andre støttepersoner. Den praksis er foregået mere eller mindre åbenlyst i efterhånden mange år. Nu dokumenteres det i en ny undersøgelse, som Lev har lavet.

Eksempelvis angiver 75 procent, at de kender pinkoden til kredit-/debitkort, der tilhører deres pårørende/den person de bistår. Og 65 procent benytter denne pinkode for at hæve kontanter til pågældende.

Men hvad er alternativet? Som en forælder fortæller i Levs undersøgelse: ”Med det digitale samfund er det desværre nødvendigt at ’bryde’ loven ved at oprette NemID/MitID på min pårørendes vegne. Hvis pårørende er fritaget for digital post, giver det mere arbejde, og vi oplever, at papir-posten ikke altid kommer frem til værgen. Så jeg har valgt den digitale løsning. Jeg hæver lommepenge en gang om måneden, da han ikke kan sin pinkode.”

Kigger man nærmere på dem, der benytter pinkode og kodeord på vegne af personerne med udviklingshandicap, så kan man se, at det ikke kun er pårørende, der går det ekstra skridt for at kunne give den nødvendige støtte. Også nogle professionelle ser sig nødsaget til at bryde loven for at kunne hjælpe. Således svarer 29 procent af de professionelle, at de benytter borgerens pinkode - og for NemID/MitID er den tilsvarende andel fem procent.

Efterladt på perronen

Baggrunden for hele denne de facto umyndiggørelse af mange mennesker med udviklingshandicap er den hastige digitalisering af det danske samfund. Kontanterne er næsten forsvundet, eller i hvert fald svære at få fat i, hvis man ikke kan håndtere en pinkode. Hundredevis af bankfilialer er lukket over en kort årrække, og meget få af de tilbageværende har kontanter, som kunderne kan hæve ved kassen. I det offentlige - kommunen, sundhedsvæsenet, Skat osv. - er udviklingen gået i den samme retning, med stadigt færre muligheder og en stadigt mindre tilgængelighed for ’de ikke-digitale’.

Konsekvensen er, at mange med udviklingshandicap, men også en stor gruppe sårbare ældre, socialt udsatte og hjemløse med flere, efterlades på perronen, mens digitaliseringstoget buldrer afsted. Mange er derfor blevet mere afhængige af hjælp, hvad også Levs undersøgelse viser.

Hele 81 procent angiver, at personen de støtter er blevet mere afhængig af hjælp på grund af den øgede digitalisering. Det er ligeledes tydeligt, at alternativerne til digitale løsninger er for dårlige til, at de kan bruges i praksis, og at mange støttepersoner derfor tyr til ulovlige alternativer for at få hverdagen til at fungere.

Noget under en procent (0,71) angiver, at digitaliseringen har gjort personen de støtter mindre afhængig af hjælp.

Afhængigheden af hjælp er altså blevet større. Men hjælpen er faktisk blevet sværere at yde. 80 procent på tværs af alle relationer (pårørende, værger, pædagoger mv.) i undersøgelsen svarer således, at det er blevet sværere at hjælpe på grund af den øgede digitalisering.

Kontanter er stadig vigtige, men svære at få fat i

Mange mennesker med udviklingshandicap er stadig afhængige af at kunne benytte kontanter. 52 procent svarer i undersøgelsen, at personen de støtter er nødt til at benytte kontanter, da vedkommende ikke kan håndtere en pinkode, og yderligere ni procent angiver, at vedkommende foretrækker at benytte kontanter.

Men kontanterne er samtidigt blevet sværere at få fat i for netop dem, der er afhængige af dem. Kun godt seks procent angiver, at personen de bistår selv hæver kontanter i en hæveautomat, og kun knap fire procent hæver selv i en kontantkasse i en bank. Det meget lave antal borgere, som hæver kontanter i en bankfilial, afspejler formentlig den bratte nedgang i antallet af bankfilialer.

Værgemål er ikke løsningen

Værgemål kan i nogle tilfælde være en fornuftig støtte for borgeren og støttepersoner. Men det er ingen universalløsning, hvad undersøgelsen også viser. For dykker man lidt ned i tallene, kan man nemlig se, at også blandt dem, der er værge for deres pårørende/personen de bistår, er det udbredt at benytte vedkommendes pinkode og kodeord.

Således svarer 53 procent af dem, der er værger, at de kender vedkommendes pinkode og 37 procent benytter den for at hæve kontanter til vedkommende. Og for NemID/MitID er de tilsvarende tal henholdsvis 35 procent og 31 procent. At det forholder sig således må skyldes, at langt de fleste værger - pårørende eller professionelle - ikke i hverdagen er i kontakt med personen, de er værge for, og at de derfor ikke kan hjælpe med hverdagsøkonomien.

Og så skal man ikke underkende, at det kan være en udfordring for mange pårørende at håndtere et værgemål med regnskab, og hvad der ellers følger med. Som en siger i undersøgelsen:

”Jeg synes, at der ligeledes bør sættes fokus på de vanskeligheder, der følger af at skulle varetage et økonomisk værgemål.”

Store bekymringer for fremtiden

Alt i alt er bekymringen for, hvordan ens pårørende skal klare betalinger og digitale løsninger fremover enorm. Hele 90 procent er bekymrede for, hvordan det skal gå, når de ikke længere kan hjælpe.

Som en siger i Levs undersøgelse: ”Det er bekymrende, at alt er så digitaliseret i dag, at vores sårbare borgere mister selvbestemmelse i deres eget liv. Banker lukker for kontant-hævning ved kassen, så en færdighed, der tidligere blev mestret, bliver nu taget væk.”

Artiklen blev bragt i Lev Magasinet nr. 6 2022