Når de kan deroppe, så kan jeg da også lave sådan noget!”
Gitte Rasmussen fra Hurup i Nordvestjylland er viljestærk og ligefrem. Så da hun for tre år siden fik ideen til en stor fest for mennesker med udviklingshandicap, var der ikke langt fra tanke til handling.
’Deroppe’ er den lille by Vesløs, 50 kilometer nordøst for Hurup. Her bor Gittes søn Anders, der har Downs syndrom. Og her har Anders og hans venner i flere år kunnet komme til Bondebal. Med diskotek, liveoptræden og masser af sjov og ballade. Det gav Gitte inspiration.
Skærtorsdag kunne hun derfor for tredje gang byde velkommen til Troldebal for 150 festglade deltagere i Huruphallerne
Endelig lykkedes det at få Johnny med
Troldebal er opkaldt efter den lokale skulptur “Trolden Ask”. Ballets højdepunkt har alle årene været de glade thyboer i bandet MD-Duo. Igen i år fik de selskab af DJ Peuss. Og så kom ingen ringere end Johnny Hansen fra Kandis.
“Jeg har hvert år ønsket at få Johnny med. Han kommer jo her fra Hurup. Men det har ikke kunnet lade sig gøre, fordi han spiller på Sjælland i påsken. Men i år fik jeg aftalt med ham, at hvis vi rykkede det hele en time frem, så kunne han lige komme og være med fra starten og stadigvæk nå aftalen på Sjælland. Og det var bare fedt. Jeg er så glad og stolt over, at han var med,” siger 62-årige Gitte.
Hun roser også de faste musikere:
“MD-Duo er fantastiske. De kender alle borgerne, og borgerne kender dem. De er så søde til at tage dem op på scenen, hvor de kan være med til at synge og danse. MD-Duo favner dem alle samme,” siger Gitte med smil på læben.
Hun er ikke i tvivl om, hvad hun håber, at ballets hovedpersoner – de 150 gæster – får ud af dagen: “En fest. Masser af glæde. Og at man møder venner og får nye bekendtskaber. Det er det vigtigste.”
Jeg synes faktisk ikke, at jeg har haft nogen udfordringer. Det har simpelthen været så nemt.Gitte Rasmussen

Hele byen hjælper til
Opgaverne står i kø på Excel-arket, når man laver fest for 150 deltagere. Der skal søges om støtte, findes frivillige, bookes musik og sendes invitationer ud. Men det tager Gitte nu helt roligt.
“Jeg synes faktisk ikke, at jeg har haft nogen udfordringer. Det har simpelthen været så nemt. Alle bakker op og siger: Hvor er det fantastisk, Gitte. Selvfølgelig skal de have en fest.”
Hurup er et lille samfund med en stærk fællesskabsfølelse og et stort lokalt engagement. Man rykker sammen og hjælper hinanden.
“Forenings- og idrætsliv har altid fyldt meget i vores lokale samfund,” fortæller hun.
Derfor er hjælpen også nær, når der er Troldebal – fra veninder, familie og frivillige. “Det kunne ikke lade sig gøre uden hjælp fra 8-10 gode veninder. De hjælper med at dække borde, pynte op, sælger kaffe, stå ved selfie-automaten. Nogle gange er de bare ude at danse og more sig. Det er også en funktion,” griner Gitte.
Og hjælpere løber hun ikke tør for foreløbig: “Jeg bliver jævnligt spurgt, om jeg har brug for assistance. Det er helt vildt med den opbakning.”
Glæden går begge veje
Gitte Rasmussen er ikke i tvivl om, hvad hun selv får ud af at arrangere Troldeballet:
“Glæden ved at se, at gæsterne hygger sig, og at være sammen med unge mennesker med udviklingshandicap. Der er ingenting så berigende, som at være i deres selskab. De giver mig glæde, de giver mig liv og masser af kærlighed.”
Og glæden er gensidig:
“Når jeg møder dem i byen, så snakker de jo Troldebal hver gang. For det er noget, de glæder sig til hele året.”

Kort om Gitte
Gitte Rasmussen (62) bor i Hurup med sin mand Jens.
De har tre sønner på henholdsvis 27, 28 og 30 år. Anders på 28 har Downs syndrom.
Gitte er uddannet pædagog og arbejder som børnehaveklasseleder på den lokale skole.
Gitte tog initiativ til Troldebal for tre år siden.




