Man kan, hvad man vil, hvis bare man gør det. Det var Niels Erik Bank-Mikkelsens livsmotto – og det levede han op til. Som embedsmand fra 1950’erne og ind i 80’erne trodsede han overlæger og et helt system for at give mennesker med udviklingshandicap et værdigt liv. Hans resultater var banebrydende. Og 36 år efter hans død er hans kamp stadig en kilde til inspiration for pårørende og progressive fagfolk på området. ”Han var en forhærdet idealist. Han ville ikke give sig en meter fra sine grundsynspunkter,” siger Bjarne Hesselbæk, der netop har udgivet den første store biografi om Bank-Mikkelsen på dansk.
”De kan få de åndssvage”
Bank-Mikkelsen bliver født i 1919 og vokser op i et dybt kristent hjem i Vestjylland. Hans eventyrlyst og kloge hoved trækker ham til hovedstaden, hvor han læser jura. Under besættelsen bliver han aktiv i modstandsbevægelsen. Og efter krigen arbejder han et år som Christiansborg-journalist for avisen Morgenposten. Men avisen går ind i 1946, så han søger arbejde i Socialministeriet.
Svaret er: ”De kan få de åndssvage”. De første par år er der stort set ingen udfordringer, der passer til Bank-Mikkelsens dynamiske personlighed. Han triller tommelfingre og flytter papirbunker. Men det ændrer sig, da han i 1950 bliver deltidsansat på hovedkontoret for Østifternes Åndssvageforsorg.
Kort om forfatteren
Bjarne Hesselbæk er journalist og forfatter med speciale i velfærds historie og socialpolitik.
Han har tidligere udgivet Befrielsen – de udviklings hæmmedes historie i Danmark og bidraget til samfunds debatten om social ulighed, handicap og værdighed.
Tre grunde til Bank-Mikkelsens vækkelse
Østifterne administrerede åndssvageanstalterne på Sjælland og de omliggende øer. Her oplevede han anstalternes realiteter: Dårligt uddannet personale, tvungen sterilisation og isolering.
Disse besøg og to andre samtidige begivenheder får for alvor sat ham i gang. Den ene er mødet med Søren, en ven fra Vestre Fængsel, hvor Bank-Mikkelsen var fængslet af tyskerne for sin mod standskamp i slutningen af krigen. Sørens kæreste havde været under forsorg og var blevet steriliseret, efter at hun var blevet voldtaget af sin stedfar. Efterfølgende blev barnet tvangsfjernet.
Den anden er mødet og samarbejdet med Lev (stiftet i 1952). ”Det er simpelt, og han siger det selv: Det er forældrene, der er eksperterne. Så da han mødes med stifterne af Lev, ved han, at han har en allieret, som vil være helt uundværlig,” siger Bjarne Hesselbæk.
Et liv så tæt på det normale som muligt
I 1953 sender Lev et brev (med Bank-Mikkelsen som ghostwriter) til Socialministeriet, hvor de anmoder om, at der nedsættes en kommission, der skal se på en kraftigt fornyet åndssvageforsorg. Der bliver på den baggrund nedsat et åndssvageudvalg med Bank-Mikkelsen som sekretær og pennefører. I resten af 1950’erne arbejder han intensivt på at forberede den åndssvagelov, der vedtages i 1959. Og den er skelsættende: Forsorgen skal fremover høre under den nye enhed Statens Åndssvageforsorg, hvor han bliver forsorgschef.
Loven giver en styrket position for åndssvage og deres pårørende og indebærer ikke mindst Normaliseringsprincippet: Det slår fast, at mennesker med udviklingshandicap har krav på et liv så tæt på det normale som muligt. Et fundamentalt brud på anstaltstænkningen. Loven bliver kaldt den mest vidtgående og progressive åndssvagelov i verden.
Bank-Mikkelsen har fuld opbakning fra sine overordnede i Socialministeriet. Men overlægerne på de store anstalter var rasende: ”De hadede ham som fanden selv, men han stod fast,” siger Bjarne Hesselbæk.
Da han mødes med stifterne af Lev, ved han, at han har en allieret, som vil være helt uundværlig.”
”Besæt de værste afdelinger”
Bank-Mikkelsen får opbygget Statens Åndssvageforsorg med 100 ansatte, der skaber en ekstern forsorg uden for de store anstalter med boliger, arbejds- og uddannelsestilbud, som kommer tusindvis til gavn.
De gamle anstalter får han dog ikke bugt med i første omgang, og i 1970 kommer der en ny regering, der ikke deler hans visioner. I statsforvaltningen er modstanden også stor mod en embedsmand, der har fået uhørt stor magt. Han bliver ikke fyret, men sparkes i stedet opad til en position som chef for hele Særforsorgen, hvilket han reelt opfatter som en degradering.
Men for Bank-Mikkelsen har hele kampen for mennesker med udviklingshandicap også handlet om at skabe forståelse og opbakning hos almindelige mennesker. Så hans vinger er måske stækkede, men den kamp fortsætter han. I en kronik i Politiken opfordrer han således de studerende til at gå ud og besætte de værste afdelinger i solidaritet. ”
Det går opad, opad og opad for ham, før det så fra 1970-75 går ned. Men så kommer han sgu op igen!” siger Bjarne Hesselbæk med lige dele forundring og beundring i stemmen.
I sidste ende får Bank-Mikkelsen nemlig sin vilje, da han kommer til at lægge linjerne til udlægningen af Statens Åndssvageforsorg til amterne i 1980. For de er helt indforstået med hans ambition om, at det skal være slut med overlæge vældet – og de nedlægger samtlige store anstalter.
Medierne var et vigtigt redskab for Niels Erik til at fortælle om forsorgen, og hvad der burde gøres. Her i et interview med TV-Aktuelt i 1965.
Løfte om bog indfries
Bjarne Hesselbæk arbejdede som ung på Syltholmskolen i starten af 70’erne, hvor han oplevede nogle banebrydende tiltag med frisættelse af mennesker med udviklingshandicap – ”noget af det mest spændende, jeg nogensinde har lavet,” siger han i dag. Senere arbejdede han på institutionen Sølund i Skanderborg, mens han studerede på universitetet i Aarhus.
Her lovede han sig selv, at når han engang fik tid, ville han skrive en bog om det, han oplevede her. Tid fik han dog først mange år senere, da han skruede ned for sit øvrige arbejdsliv. I 2019 udgav han bogen Befrielsen og nu biografien om Bank-Mikkelsen.
Kort om Niels Erik Bank-Mikkelsen
Bank-Mikkelsen (1919–1990) var jurist og chef for Statens Åndssvage forsorg fra 1959-1970 og derefter chef for særforsorgen frem til 1983. Han er internationalt kendt som faderen til normaliseringsprincippet, der betød, at mennesker med udviklingshandicap fik ret til en tilværelse så tæt på det normale som muligt.
Under besættelsen var han aktiv i modstands - bevægelsen og blev fængslet af tyskerne i 1944.
International anerkendelse: Hans normaliseringsprincip spredte sig globalt. I 1968 modtog han den prestigefyldte Kennedy Foundation Award i Chicago.
Han er bl.a. far. til skuespilleren Nis Bank-Mikkelsen, som Lev i adskillige sammenhænge har haft glæde af at samarbejde med.
Se og lær af Bank-Mikkelsen
Der kan være mange grunde til at skrive en biografi om normaliseringens mester. Ikke mindst de nuværende tilstande for mennesker med udviklingshandicap, fortæller Bjarne Hesselbæk.
”Normalisering betyder et liv så nær det normale som muligt. Men i dag ser vi tilbageskridt: Vi samler folk i større institutioner, skærer ned på ledsagelse, og bruger mere tvang,” Han nævner dette konkrete eksempel: “Min datters svigerinde, der er dybt udviklingshandicappet, har set sit liv indskrænket til stort set at sidde på sit værelse. Der er ingen frihed tilbage.”
Og her er Bank-Mikkelsens tanker og ukuelighed en kilde til evig inspiration – også for Bjarne Hesselbæk: Byg alliancer, respektér integriteten hos mennesker med udviklingshandicap og giv aldrig op. ”Han opgav aldrig sine idealer. Han kæmpede hele livet for at gøre det bedre for dem, der har det allersværest.”
