Levs engagement i at støtte mennesker med udviklingshandicap og deres familier i det globale syd har en lang historie bag sig. Faktisk startede de første ulandsprojekter, som det hed dengang, i 1984. Det første samarbejdsland var Bangladesh.
I dag er Lev aktiv i seks forskellige lande, men hvorfor er det egentlig vigtigt for Lev at engagere sig langt uden for Danmarks grænser? Det har vi spurgt leder af Levs internationale program, Pernille Tind Simmons, om. Hun siger:
”Det er vigtigt, at mennesker med handicap bliver inkluderet i det danske udviklingssamarbejde. Det kunne den danske handicapbevægelse godt gøre uden Lev, men det ville betyde, at mennesker med udviklingshandicap og deres familier ikke blev direkte inkluderet.
Netop fordi Levs målgruppe selv inden for handicapbevægelsen ofte bliver glemt, er det super vigtigt, at Lev er tilstede og støtter vores partnere i at blive stærke organisationer, der ikke bare kan affejes eller omgås. Det her føder jo ind i den globale dagsorden om Verdensmålene, hvor man siger ”leave no one behind”. Handicaphierarkiet eksisterer også globalt. Derfor skal vi være med.”
Tænk at de stadig har en tro på livet, trods den modstand de møder.Pernille Tind Simmons, leder af Levs internationale program
800.000.000 mennesker lever med et handicap i det globale Syd, og det estimeres, at op til tre procent af den globale befolkning lever med et udviklingshandicap. Det er mange mennesker.
Er det samme udfordringer I møder, uanset om det er i Cambodia eller Rwanda?
”Generelt er der meget lidt forståelse for udviklingshandicap, hvor vi arbejder. Der er en enorm stigmatisering. De er så forskellige alt efter, hvilken kultur man er i. Er det karma eller er det heksekunst, der er skyld i handicappet? Men konsekvenserne er på mange måder de samme: vold, overgreb, eksklusion og endda mord. Men når man går ind og arbejder med uddannelse og initiativer – ikke kun målrettet forældre, men også lokalsamfundene og beslutningstagere – sker der en masse.
Det tager bare lang tid, for indsatsen kan sjældent bredes ud over hele landet med det samme. Heldigvis bliver der flere og flere af de gode historier, men vi bliver også ved med at se mennesker med udviklingshandicap, der lever under forfærdelige forhold.”
I midten ses lederen af Levs internationale program,
Pernille Tind Simmons. Her står hun sammen med Putali og hendes søn Sabin. De bor i Nepal hvor Lev har et samarbejde med PFPID om støtte til forældre til børn med et udviklingshandicap.
Hvad kan vi lære af vores internationale samarbejdspartnere?
”Den diskrimination og stigmatisering, man bliver mødt med som forælder eller menneske med handicap, resulterer i et utrolig skamfuldt og på alle måder udfordrende forhold til det at have et handicap. Men når vi kommer over den barriere, det er at tænke i skyld, så ser vi også en rummelighed i kulturen, som vi sjældent ser i Danmark. For eksempel den mor, der tager sit barn med et svært handicap med hen på den skole, hun arbejder på. Hver dag. Og det bliver accepteret.”
Hvordan er det at arbejde med det her område, komme ud i verden og møde mennesker med udviklingshandicap og deres pårørende?
”Jeg har arbejdet med udviklingsbistand hele mit arbejdsliv, så jeg har mødt mange fattige og ekskluderede mennesker. Men at se mennesker med udviklingshandicap og deres forældre – og opleve de kampe de står i – hold da op, det er voldsomt. Vores partnere er ude at lave arbejdet, og de har et kæmpe stort behov for støtte. At se partnerne, og hvordan de bliver ved og ved, er imponerende.
Levs tilgang til det internationale arbejde er at støtte lokale organisationer. Vi ønsker at arbejde i ligeværdige partnerskaber. Men vi kommer jo med en pose penge, og derfor kan partnerskabet aldrig være helt lige. Når vi er på projektbesøg, skal jeg også ud og kontrollere, så jeg ved godt, at de gerne vil gøre et godt indtryk på mig. Det er helt klart, at de synes, det er hårdt at være værter for os, når vi er derude. Men jeg ved også, at de får noget ud af det, når vi kommer. Jeg tror, at de oplever, at vi i Lev lytter og gerne vil gøre vores bedste for at støtte dem i det, de vurderer, de har brug for.”
Kan du nævne et eller flere eksempler på oplevelser, som har rørt dig særligt fra dine besøg?
”Der er mange. For eksempel da jeg var i Ghana, hvor jeg mødte nogle fantastiske kvinder. En mor fortalte mig, hvordan familien tidligere levede et liv med en lille indkomst. Så får de et barn, der har brug for pleje hele døgnet. Det betyder jo, at de ikke kan tage ud og sælge på markedet eller på anden vis sikre en lille indkomst til sig selv og familien. Det at de bliver sparket helt til hjørne med at prøve at få lidt indkomst, det er der, hvor man tænker: shit, hvor er de bare seje. Totalt seje. Tænk at de stadigvæk har en tro på livet trods den modstand, de møder.”
