Vil du være med i en dansk spillefilm?
Frau Film søger en mand i alderen 21-45 år med et udviklingshandicap til hovedrollen i en ny dansk spillefilm. De søger også personer med alle former for handicap til en lang række biroller.
Du behøver ikke at have erfaring med at spille skuespil for at søge.
Hvem laver filmen?
Filmen bliver instrueret af Jesper Dalgaard, som bl.a. også har instrueret “Kandis for Livet” og “Mors Drenge”.
Den nye film bygger videre på hans afgangsfilm, som Jesper lavede sammen med Glad Teater, mens han gik på Den Danske Filmskole.
Her arbejdede han sammen med mennesker med handicap om en forestilling om kærlighed og sorg.
Det vigtigste var ikke deres handicap, men deres egne oplevelser og perspektiver, og hvordan deres erfaringer kunne omsættes til et kunstnerisk værk.
Den nye film bygger videre på denne arbejdsmetode.
Hvad handler filmen om?
Filmen handler om en ung mand, der flytter fra en institution med høj sikkerhed til et progressivt, socialøkonomisk bofællesskab.
I bofællesskabet får han mulighed for at bestemme mere over sit eget liv og fortælle sin egen historie.
Filmen handler blandt andet om at få nye muligheder og tage kontrol over sit eget liv.
Du er med i hele processen
Der vil være en fast støtteperson under hele forløbet. Støttepersonen skal hjælpe med at tage hensyn til dine behov og sørge for, at du føler dig tryg.
Jesper har både personlig og professionel erfaring med at arbejde sammen med mennesker med handicap.
Når filmen bliver lavet, får du mulighed for at sætte dit eget præg på den rolle, du spiller.
Du og Jesper udvikler rollerne sammen. Det betyder, at dine tanker, oplevelser og idéer kan være med til at forme karakteren.
Sådan søger du
Hvis du har lyst til at være med i filmen, så tag kontakt til Frau Film.
Send en kort video af dig selv til casting@fraufilm.dk.
I videoen skal du fortælle:
- Hvad du hedder
- Hvor gammel du er
- Hvad du interesserer dig for
Du er også velkommen til at sende dem en mail, hvis du er nysgerrig på projektet og gerne vil høre mere.

Det er fedt at være kendt
Læs artiklen om skuespiller og Instagramstjerne Sidsel Boel Kruse, der blandt andet har gjort karriere i TV 2-hitserien Sygeplejeskolen.




