I disse uger er det to år siden, Danmark var til eksamen hos FN’s Handicapkomité. Her skulle danske embedsmænd redegøre for, hvordan Danmark opfylder FN’s Handicap konvention. Resultatet blev en markant kritik fra FN-komitéen.
Jeg var selv til stede ved eksaminationen og overværede her den næsten et minut lange tavshed fra Danmarks delegation, da komiteen spurgte til, hvorfor det er gået tilbage i Danmark de seneste mange år. Trods den lange betænkningstid kom der aldrig noget svar på det ellers oplagte spørgsmål – og sådan er det desværre stadig.
Hele ideen med eksamination er at overvåge og følge op på de løfter, som et land udsteder ved at underskrive konventionen. Og når landet har modtaget FN-komitéens vurderinger og anbefalinger, er det tanken, at regeringen fremlægger planer for, hvordan man vil rette op. Sådan en genopretningsplan har vi imidlertid ikke set noget til.
Jeg overværede selv den næsten et minut lange tavshed fra Danmarks delegation, da komiteen spurgte til, hvorfor det er gået tilbage i DanmarkAnni Sørensen, formand for Lev
Den tidligere SVM-regering udviste snarere en slags ligegyldighed over for de alvorlige kritikpunkter om blandt andet øget magtanvendelse, fortsat institutionalisering og manglende inddragelse af handicaporganisationer i lovarbejdet. I svaret på den kritik henviste regeringen nemlig til den handicappolitiske rammeaftale fra 2024, hvilket må siges at være paradoksalt. En række af delelementerne i rammeaftalen indeholdt jo netop yderligere forringelser af vilkår, rettigheder og beskyttelse for mennesker med handicap – eksempelvis mere magtanvendelse og nedskæringer af Socialtilsynet.
Det var selvfølgelig også en form for svar.
Nu har vi en ny regering. Der er fortsat ingen genopretningsplan, men i det nye regeringsgrundlag er der flere positive elementer med betydning for mennesker med udviklingshandicap og deres familier. Det drejer sig bl.a. om, at der allerede fra 2027 skal være gratis tandpleje for førtidspensionister, herunder gratis special- og omsorgstandpleje. Et vigtigt tiltag, som vil lette privatøkonomien for mange mennesker med udviklingshandicap og sikre bedre sundhed.
Men også når det gælder de store strukturelle udfordringer på handicapområdet, ser jeg positive muligheder. Her lover regeringen at ville flytte ansvaret for dele af handicapområdet fra kommunerne til regionerne. Hvis det gøres rigtigt, kan det blive begyndelsen på det helt nødvendige opgør med nogle af konstruktionsfejlene i struktur- og kommunalreformen fra 2007 (læs evt. Politisk Klumme inde i magasinet).
Jeg håber, at det er et signal om nye tider, hvor der også udvises større respekt for principperne i handicap konventionen. Det vil vi arbejde målrettet for og er allerede i dialog med centrale politikere og andre interessenter for at kvalificere arbejdet. Udviklingen på handicapområdet skal vendes, så tillid og trivsel bliver nøgleord.
