Gå til siden indhold
Lev
Støt
Støt

Støt Lev

1/3

Støt som privatperson eller virksomhed. Alle bidrag hjælper med at støtte mennesker med udviklingshandicap.

Vælg støtteform

Formandskandidat Line Natascha Larsen

Der skal vælges en ny formand til repræsentantskabsmødet i november 2026. Her kan du læse mere om Line Natascha Larsen, der stiller op til Landsformand hos Lev.

Line Natascha Larsen

Jeg stiller op som landsformand, fordi jeg brænder for Lev, vores sag og de mennesker og familier, Lev er til for. Da jeg blev mor til min søn August, som har Downs syndrom, tog mit liv en retning, jeg ikke havde forudset. Mødet med handicapområdet blev begyndelsen på en livsbane, der gennem mere end ti år har gjort kampen for ligeværd, rettigheder og gode livsvilkår til en vigtig del af mit liv. Jeg engagerer mig, fordi jeg tror på, at vi kan skabe forandring, når vi står sammen og handler.

Jeg har været medlem af Levs Hovedbestyrelse i fire år og er i dag næstformand. Jeg er også formand for Landsforeningen Downs Syndrom og engageret lokalt i Lev. Gennem mine forskellige roller har jeg lært Lev at kende fra flere sider – fra det lokale og frivillige engagement til hovedbestyrelsen og tæt på sekretariatet og den daglige ledelse. Det giver mig et stærkt udgangspunkt for at samle forskellige perspektiver og bidrage til Levs videre udvikling.

Det politiske arbejde er en stærk drivkraft for mig. Jeg kommer med mange års erfaring med politisk interessevaretagelse og organisationsudvikling, min faglighed som psykolog med forskningserfaring og erfaringer som pårørende og frivillig. Den kombination vil jeg bruge til at styrke Lev og arbejde for politisk indflydelse og forandringer, der kan mærkes i menneskers liv.

Jeg stiller op med ambitioner for Levs videre udvikling. Jeg vil styrke sammenhængen på tværs og den direkte dialog med kredse og tilsluttede foreninger. Lev skal udvikles med – ikke kun for – mennesker med udviklingshandicap og med blik for hele bredden i vores målgruppe. Samtidig skal vi styrke fællesskabet og støtten til pårørende, som står med et enormt ansvar. Vi skal bruge viden fra det levede liv mere aktivt og bringe erfaringer, engagement og faglighed sammen. Det skal gøre Lev til en endnu stærkere forening og give større kraft til vores fælles sag.

Læs mere om de andre kandidater her