Man glemmer nogle gange, at de pårørende har en hverdag

Af Arne Ditlevsen

Peter Ejler Madsen, 34 år, har arbejdet på botilbuddet Musvågevej i København i ti år. Peter er ikke uddannet pædagog, men han har taget efteruddannelse i neuropædagogik/psykologi. Og så er han arbejdsmiljørepræsentant og sidder i et centralt MED-udvalg.

Hvad har du fået af viden om pårørende via din egentlig uddannelse?
- Qua alle mine år i dette felt har jeg fået en masse viden – fra kontakt til pårørende, der kommer på besøg, diskussion af pårørenderelationer på personalemøder og konkrete sager eksempelvis i form af klager, der kommer i MED-udvalget.

Hvorfor er pårørendesamarbejde vigtigt?
- Det er vigtigt for at få et godt samarbejde – vi er ansatte på det bosted, hvor deres børn bor. De pårørende er der en stor del af tiden, og de har historien med sig. Pædagoger har nogle redskaber, men i sidste ende kender forældrene jo børnene bedst.

- Vi skal forstå de pårørendes rolle. De gennemgår mange ting. Der kan være meget sorg forbundet med at være forælder til en udviklingshæmmet. Derfor skal vi have forståelse for den pårørende.

Hvornår er pårørendesamarbejde sværest?
- Når man har en pårørende, der har svært ved at give slip. Det handler om tillid til, at vi, personalet, udfører arbejdet godt. Mange pårørende vil gerne have en finger med i spillet på alle områder. Deres barn med handicap kan være hele deres hverdag. Og nogle pårørende har generelt mistillid til systemet. Det gør, at samarbejdet ikke er der optimalt!

- Vores arbejdsmiljø kan påvirkes, hvis der er problemer. Der kan opstå splitting blandt personalet, fordi nogle pårørende betror sig til noget personale angående andet personale. Det er udfordrende for en personalegruppe.

- Også derfor vi er på denne uddannelse. God kommunikation er vigtig. Det afstemmer forventningerne.

Hvorfor meldte du dig til efteruddannelsen?
- Jeg læste om uddannelsen på vores intraside. Det lød spændende. Når man arbejder på en døgninstitution, kan samarbejdet altid forbedres, selv om det er godt nu. Jeg var nysgerrig efter at få mere at vide om de pårørende, og hvad de tænker. Blive mere skarp på, hvad min rolle er, og hvad de pårørendes rolle er. Og så mente jeg, at jeg kunne bidrage med min erfaring og baggrund.

Hvordan har forløbet været?
- Det har været lærerigt og interessant. Både det teoretiske og praktiske. Vigtigt at de pårørende er med inde over og fortælle. Også godt med juradelen – vi skal kende vores ret i forhold til de pårørende.

- Kommunikationsdelen har givet en masse viden. Der er mange måder, kommunikation kan foregå på, og meget magt i kommunikation.

- Den største viden, jeg har fået ud af det, er måske, hvordan den pårørende er eller kan være. Man glemmer nogle gange, at de pårørende har en hverdag ud over et barn med handicap.

- Generelt har der været et fagligt højt niveau. Som pædagog – uanset hvilken vej, man vælger – vil det være relevant at have sådan et pårørendeforløb på en pædagoguddannelse.

Hvordan får du den viden, du har fået på uddannelsen, delt ud til dine kolleger?
- Det er kun mig, der er med fra medarbejdersiden. Og så er der også en aktivitetskoordinator, der dækker hele botilbuddet. I forhold til egen formidling har vi aftalt, at os fra Center CAS møder lederne og snakker om, hvordan vi formidler det bedst videre (Center for Autisme og Specialpædagogik – CAS består af syv botilbud med døgndækning, ti dagtilbud og et aftentilbud, red.).

Har det gjort det specielt, at efteruddannelsen har været defineret af både medarbejdere og pårørende?
- Det, der har gjort, at den er så bred, er, at så mange har været inde over – ledere, medarbejdere, pårørende. Det giver et grundlag for at skabe en god og praksisnær uddannelse.

Artiklen blev bragt i LEV Bladet nr. 8 2018

Læs mere
Kobling mellem teori og historier fra de pårørende har fungeret godt
at pårørende har en afgørende rolle
Læs hele bladet her