Tidligere LEV-landsformand: Den pædagogiske oprustning risikerer at blive tabt på gulvet

Af Thomas Gruber, politisk konsulent i LEV

Sytter Kristensen har en lang og på mange måder tankevækkende historie. En historie, som fletter sig ind i historien om udviklingen i det danske samfunds behandling af mennesker med udviklingshæmning gennem sidste halvdel af det tyvende århundrede.

I Sytter Kristensens ungdom havde hun arbejde i en af datidens meget store centralinstitutioner. Her blev hun vidne til et historisk skifte:
- Som helt ung ansat på en børneafdeling på Andersvænge sidst i 1960’erne var jeg vidne til – og jo også deltager i – den måde, som vi dengang behandlede mennesker med udviklingshæmning. Selvfølgelig var alt ikke forfærdeligt, men det var alligevel barsk. Mødet med åndssvageforsorgen var dybt chokerende for mig, aldrig havde jeg troet, at mennesker kunne leve under sådanne forhold. Frihedsberøvelse og forskellige former for magtanvendelse over for beboerne var en helt integreret del af det, som man dengang anså for omsorg for beboerne. Nogle af børnene fik læderbælte på, andre fik muffevanter, andre igen fik medicin, så de faldt i søvn. Det var en integreret del af det, man forstod som omsorgen, fortæller Sytter Kristensen.

Sytter Kristensen forlod Andersvænge i 1969, og forestillede sig egentlig ikke, at hun nogensinde skulle vende tilbage til området. Men deri tog hun helt fejl.

’Tilbuddet’
I 1976 blev Sytter Kristensen mor til Laust. Laust var født med Downs syndrom. Indtil 1980 blev åndssvage registreret under åndssvageforsorgen og Laust hørte under Andersvænge. Allerede to dage efter fødslen anbefalede fødeafdelingens overlæge, at den helt lille Laust blev anbragt på Andersvænge, og at de lod forsorgen overtage ansvaret for Laust. Men det afviste Sytter og hendes mand.
- Der var anderledes strømninger dengang. De strømninger var godt nok ikke nået helt til den daværende åndssvageforsorg, men min mand og jeg fandt styrken til at afvise ’tilbuddet’ om at sende Laust til Andersvænge. Mine egne erfaringer fra den kortvarige ansættelse på børneafdelingen der var helt klart afgørende for, at vi aldrig var i tvivl om, hvilket valg vi skulle træffe den gang, fortæller Sytter Kristensen.

Sytter Kristensen er uddannet socialpædagog, og fra sidst i 1980’erne og frem til 2002, hvor hun blev landsformand for LEV, arbejdede hun som leder af et beskyttet værksted i Holbæk med både beskyttet beskæftigelse og dagtilbud. I den periode var hun vidne til – og medskaber af – den store faglige udvikling, som prægede indsatsen for mennesker med udviklingshæmning i Danmark.
- Efter amternes overtagelse af området i 1980 skete der en kæmpe udvikling – både hvad angår synet på mennesker med udviklingshæmning som ligeværdige borgere med rettigheder og den faglige tilgang. De ideologiske grundsten blev lagt tidligere af forsorgschef Bank-Mikkelsen, men det var i den periode, det blev omsat i virkelighedens verden. Ikke fra den ene dag til den anden – men gradvist i den rigtige retning, siger Sytter Kristensen.

Frihedsberøvelse og magtanvendelse var et af de områder, hvor Sytter Kristensen oplevede en markant forandring i forhold til tiden på Andersvænge. Der blev støt og roligt gjort op med den rutinemæssige magtanvendelse med pædagogernes indtog, fortæller Sytter Kristensen:

- Servicelovens ikrafttræden i 1998 var det store vendepunkt. Nu blev det med magtanvendelsesreglerne slået fast, at magtanvendelse kun var tilladt, når alle pædagogiske virkemidler var afprøvet først. Og magt kunne ikke bruges til hverken afstraffelse eller disciplinering – det var udelukkende et spørgsmål om, i yderste tilfælde, at beskytte den enkelte borger mod, at han eller andre kom til skade. Man kan sige, at der skete en pædagogisk oprustning i de år.

Retten til eget hjem
Det var også i denne periode, man fik cementeret, at alle mennesker har ret til et hjem. Det skete med ophævelsen af institutionsbegrebet på voksenområdet, og det havde to vigtige betydninger:
- Ophævelsen af institutionsbegrebet var et stærkt signal om ligeværdighed. Alle har ret til et hjem, og myndigheder skal vise respekt for den ret. Men det betød også, at hjælp og bolig blev adskilt. I hvert fald i teorien, for vi har jo kunnet se, hvor langsomt det er gået med afviklingen af institutionsstyringen i den praktiske virkelighed – i hvert fald for en del af LEVs målgruppe.

I tiden op til servicelovens ikrafttræden var Sytter Kristensen, som så mange andre, der arbejdede med målgruppen, med til at træffe beslutning om flytning af borgere rundt i hele amtet. Nogle gange gik det godt, andre gange mindre godt, og nogle gange skete flytningerne med baggrund i tilbuddenes indhold andre gange, fordi der var ledige pladser, som skulle fyldes op. Men flytningerne skete altid på foranledning af systemet, ikke fordi det var et ønske fra borgeren, som blot kunne følge med.

Den faglige udvikling i fare
Den tidligere landsformand er rystet over, at Børne- og socialministeriet åbenbart arbejder med en reform, som vil gøre op med helt centrale principper i servicelovens magtanvendelsesregler.
- Der tegner sig et billede, hvor man vil gøre magt til en slags rutineredskab i personalets arbejde med voksne med udviklingshæmning. Det er bekymrende. Og det angreb på retten til eget hjem, der lægges op til, er fuldkommen utilstedeligt. Det er bare så krænkende, at denne gruppe mennesker skal have mindre ret til deres hjem end alle andre – ene og alene fordi de har et handicap. Jeg fatter ikke, hvordan den idé kan opstå – og endnu mindre hvordan den kan finde vej til konkrete politiske planer, siger Sytter Kristensen.

Hun mener, at en generel lempelse af adgangen til at personalet kan anvende magt og andre indgreb over for mennesker med udviklingshæmning, kan få fatale og langsigtede konsekvenser.
- Vi risikerer ganske enkelt, at den faglige udvikling tabes på gulvet. Mere end 20 års arbejde for at ændre kultur, menneskesyn og praksis bringes i fare. Og så introduceres der et menneskesyn, som jeg synes er langt fra den ligeværdighed, som vi kæmpede så hårdt for op gennem 80’erne, 90’erne, og 00’erne, slutter Sytter Kristensen.

Artiklen blev bragt i LEV Bladet nr. 1 2018

Læs mere
Intens diskussion om låste døre
Udviklingscenter Ribe: Her er der ingen ønsker om flere beføjelser til at bruge magt
Hvad ved vi om ministeriets planer?
Store potentialer i pædagogik i stedet for magt
Magt – hvad siger reglerne?
Låste døre som afmagt
Fra skrækslagen til overbevist
Kommentar fra ULF’s formand: Er mere magt den nye måde at spare på?
Leder: Jeg er både mor og landsformand
Læs hele bladet her