Leder: En kæmpe er fyldt 100 år

Af Anni Sørensen, formand for LEV

Niels Erik Bank-Mikkelsen var uden tvivl den enkeltperson, som havde størst betydning for 1960’ernes og 70’ernes opgør med anstalters og institutioners uværdige behandling af mennesker med udviklingshæmning. Både det ideologi­ske opgør – og den helt konkrete foran­dring af vilkår og muligheder.

Bank-Mikkelsen formulerede princippet om, at mennesker med udviklingshæm­ning skal have ret til en tilværelse ’så nær det normale som muligt’. Dette normali­seringsprincip var baseret på en grund­læggende ide om, at alle mennesker har lige meget værdi, og at de skal gives lige muligheder, uanset om de har et handi­cap eller ej.

Målet var ikke en ’tvangsnormalisering’ af mennesker med anderledes vilkår, men derimod en insisteren på, at målestok­ken så vidt muligt skal være ’normale muligheder’ – og at det er samfundets forpligtelse at realisere disse muligheder i praksis. Eksempelvis: Når børn uden handicap går i skole, så skal børn med handicap selvfølgelig også – eller når det nu er normalt, at man bor et sted, og at dagens øvrige aktiviteter udfoldes et andet sted, så skal et dagligt miljøskifte selvfølgelig også være en mulighed – en ret – hvis man har et handicap.

Bank-Mikkelsens normaliseringsprincip var formuleret med en indlysende en­kelhed, og det tror jeg er en af grundene til, at det blev så effektiv en rettesnor for konkrete forandringer. Op gennem især 1980’erne, 90’erne og 00’erne blev tilvæ­relsen for titusindvis af mennesker med udviklingshæmning forbedret markant – hvilket i den grad også var tiltrængt.

Det oplagte spørgsmål her i 2019 er naturligvis, om det danske samfund har fastholdt Bank-Mikkelsens princip­per, værdier og den udviklingsretning, som de angav. Kommer vi også i disse år stadig tættere på en situation, hvor mennesker med udviklingshæmning har reel mulighed for at leve en normal tilværelse? Efter min opfattelse er svaret både ja og nej.

Som blandt andre forsker Birgit Kirkebæk er inde på i interviewet her i bladet, er der en række udviklingstendenser, som formentlig ville give Bank-Mikkelsen dybe panderynker. ’Institutionen’ er i Danmark anno 2019 fortsat den altdomi­nerende måde at yde den nødvendige hjælp til voksne med udviklingshæm­ning – og de senere år har vi tilmed set bekymrende eksempler på såkaldte ’helhedstilbud’ uden dagligt miljøskifte, tvungne centralkøkkenordninger uden pædagogisk støtte til at tilberede sin egen mad mv. Muligheden for ledsagelse be­skæres år for år, og en række lovinitiativer de seneste år har også peget i den helt forkerte retning.

Men nej, alt er ikke bekym­rende. Jeg er således overbe­vist om, at Bank-Mikkelsen ville have glædet sig over, at vi med KLAPjob er lykkedes med at give 3.000 mennesker med udviklingshæmning og andre kog­nitive handicap et job med løntilskud på almindelige arbejdspladser. Jeg er sikker på, at han ville glæde sig over, at stadig flere børn, unge og voksne med udviklingshæmning tager del i forenings­livet – sammen med andre med og uden handicap.

Når vi med dette nummer af LEV Bladet markerer 100 året for Bank-Mikkelsens fødsel, så er det dels fordi, vi i LEV skylder stor tak til en visionær og vedholdende embedsmand. Men det er også, fordi vi mener, at hans tanker fortsat er relevante her et halvt århundrede efter, at de blev formuleret første gang. Mit håb er, at vi med 100 året for Bank-Mikkelsens fød­sel kan være med til at genskabe den positive udviklingsdynamik, som han var med til at igangsætte – at normalise­ringsprincippet kan få nyt liv i Danmark anno 2019.

Leder i LEV Bladet nr. 2 2019

Læs mere
Læs hele bladet her
En tilværelse så nær det normale som muligt
Velkommen i min bydel
En vred dame
Multipelt handicappede – fokus på metoderne og i mindre grad på rammerne
Den ultimative normalisering
Med Bank-Mikkelsen i rygsækken
Normalisering - er det ikke det samme som afspecialisering?