Med Bank-Mikkelsen i rygsækken

- Laust kom i en normalbørnehave. Der var slet ingen problemer. Det kunne kun lade sig gøre med en professionel pædagog, men så blev sådan en tilknyt­tet. Der var bare en anden tænkning dengang.

Sytter Kristensen mindes en tid med opbrud. Året, hvor Laust startede i børnehave, var 1979. Bank-Mikkelsens normaliseringsprojekt havde i et vist omfang vundet indpas. Men langt fra alle steder. Da Sytter eksempelvis lige havde født Laust, seks uger for tidligt i øvrigt, fik hun at vide af overlægen, at det bedste ville være, hvis hun og hendes mand afleverede barnet til ånds­svageanstalten Andersvænge og fik sig et nyt.

Det syntes dog hverken Sytter eller hen­des mand, Mogens, var nogen god idé. Så Laust blev boende hjemme. Senere anmeldte overlægen på Andersvænge faktisk et hjemmebesøg hos familien. Nu da man ikke kunne tvinge Laust til at flytte til Andersvænge, kom overlæ­gen på hjemmebesøg for at sikre sig, at hjemmet var i orden. Forældrene næg­tede dog at modtage overlægen i deres hjem, så det kom ikke på tale.

Men for Laust var der allerede udstukket en ny og friere livsbane. Laust, der har Downs syndrom, bor i dag på et mindre botilbud i Holbæk, og arbejder i kanti­nen på den lokale VUC. Og han har mas­ser af venner – både udviklingshæm­mede og ikke-udviklingshæmmede.

Som Sytter siger det, så havde Laust i sin tid stor glæde og gavn af at møde normale børn, lege med andre. Og vice versa selvfølgelig!

Sytter, der selv blev uddannet social­pædagog tilbage i 1972 og har virket som pædagogisk leder på et beskyttet værksted, var i 15 år formand for LEV. I dag er hun pensioneret, men stadig aktiv, blandt andet som formand for handicaprådet i Holbæk. Hun fremhæ­ver tidsånden fra midt i 70’erne og en række år frem som helt speciel.

- Der foregik et stort pionerarbejde. De pårørende pressede på for, at deres børn og unge kunne komme ud og bo nye steder, få et job. Vi var med i hele den bølge med ”et liv så nær det nor­male som muligt”. Vi talte meget om implementering (af normaliseringstan­kerne, red.) – hvorfor skulle nogle på beskyttet værksted, hvis de gerne ville ud og arbejde.

- Vi var i LEV med i en proces om at få flyttet ting. Ofte med hjælp fra både politikerne og personalet.

Anede ikke, hvad jeg gik ind til
En af personalerne var Henning Jahn. Han blev i 1969 ansat på anstalten Eb­berødgård som omsorgsassistentelev. Han kom ind i en verden, som han slet ikke kendte noget til. Hans eneste be­røring med åndssvageområdet var en kusine med Downs syndrom, men hun boede hjemme hos forældrene, og det var langt fra den virkelighed, som Hen­ning mødte på Ebberødgård.

- Det var svært at se meningen med galskaben, siger Henning Jahn i dag, her 50 år senere.

Meget symbolsk mødes jeg med Hen­ning og Sytter i Dansk Forsorgshistorisk Museum, der ligger i nogle af det gamle Andersvænges lokaler ved Slagelse. Henning Jahn er nu pensioneret, men var i mange år leder af et bo- og beskæf­tigelsestilbud for udviklingshæmmede og af udviklingsafdelingen indenfor handicap og socialpsykiatri i Slagelse. Han er dog stadig meget aktiv som en af museets drivende kræfter og som flittig foredragsholder om handicaphistorien for blandt andet pædagogstuderende, og så er han også bestyrelsesmedlem i LEV Slagelse/Sorø.

Henning Jahn blev hurtigt tiltrukket af de ideer, som Bank-Mikkelsen stod for. Han deltog blandt andet i arrangemen­ter, som Omsorgstuderendes Landsråd holdt, hvor han også hørte Bank- Mikkelsen selv fortælle om visionerne og menneskesynet bag normaliseringstankerne.

- Bank-Mikkelsen har haft en enorm betydning for mig og mange andre fra dengang. Han opfordrede de unge til at besætte anstalterne, hvad der nok ikke var helt i orden for en embedsmand. Det gik lidt i vasken, men vi lavede en masse andet – for eksempel en demo foran Christiansborg og en høring over en hel uge sammen med blandt andre Lone Hertz, som gav en masse presse.

Bank-Mikkelsens personlige udfoldel­sesmuligheder blev i 70’erne noget stækket i Socialstyrelsen. Men hans ideer var i den grad blevet en del af tankegangen hos de unge omsorgsas­sistenter og studerende. Og naturligvis også hos mange pårørende. Henning Jahn:

- Det, der også kom til at betyde meget for mig, var, at jeg mødte mange for­ældre. Dem blev jeg meget præget af. Uden progressive forældre, så tror jeg ikke, at vi var kommet så langt – eller i hvert fald hurtigere var faldet tilbage i stilstanden.

Hvor kommer visionerne fra i dag?
Normaliseringstankerne, konkret lovgiv­ning, en masse forsøg og en hel anden måde at administrere tilbuddene for mennesker med udviklingshæmning har i dag ændret vilkårene for udvik­lingshæmmede radikalt, fra da Sytter Kristensen og Henning Jahn blev en del af kampen. De er enige om, at for dem, der kan klare sig selv uden alt for megen hjælp, som måske også kan arbejde i støttet beskæftigelse, er der på mange måder sket en normalisering af vilkårene.

Men hvad med dem med multiple handicap? For de var også i front i Bank- Mikkelsens normaliseringstanker.

- Bank-Mikkelsen ville nok ikke mene, at vi er nået i mål. Opbremsningerne i de senere år gør, at der er blevet for meget system-tænkning. Der er mange restriktioner, man må ikke noget. Nogen har fået det rigtig godt, men jeg tæn­ker mest på de multihandicappede, siger Sytter Kristensen. – De har svært ved at være en del af det øvrige sam­fund. En undersøgelse fra Det Centrale Handicapråd viser jo også, at mange ikke vil sidde på restaurant med svært handicappede.

Ikke mindst nedlæggelsen af amtsstruk­turen for 12 år siden har haft stor be­tydning, mener både Sytter Kristensen og Henning Jahn. I amterne var der et fagligt netværk, udveksling af erfaringer, der gjorde, at man som personale ikke var så isoleret og sårbar, som man nogle gange er i dag. Kommunerne, der nu står for tilbuddene, har modsat en ten­dens til at lukke sig lidt for meget om sig selv. Kommunernes søjletænkning be­tyder desuden, at der ikke bliver tænkt på tværs af de forskellige forvaltninger. Og så sker der en sammenblanding af de behov, mennesker med udviklingshæmning og gamle har:

- Men lad os lige slå fast: Der er forskel på at være udviklingshæmmet og at være gammel. Man kan slet ikke sam­menligne de to grupper, siger Henning Jahn.

På spørgsmålet om, hvordan han ser en vej frem mod mere 'normalisering', når der ikke er en person, der fra centralt hold viser vejen, som Bank-Mikkelsen gjorde, siger han:

- Fokus på inklusion på det almindelige arbejdsmarked kan få stor betydning. Det er ikke kun for de bedst fungerende. Kun vores fantasi sætter begrænsningen for, hvem der kan bidrage. Men det kræ­ver selvfølgelig også, at pædagogerne er indstillet på, at beboerne kommer ud, siger Henning Jahn med et skævt smil. - Udviklingshæmmede er de bedste advokater for dem selv.

Sytter supplerer:

- Min vision går på opfattelsen af, at vi giver fri – tillader at man sætter folk med udviklingshæmning i situationer, som vi andre kommer i. Man skal turde som personale. Og så skal man tænke nor­malisering ind i den samfundsstruktur, vi har i dag. Mennesket først!

Artiklen blev bragt i LEV Bladet nr. 2 2019

Læs mere
En kæmpe er fyldt 100 år
En tilværelse så nær det normale som muligt
Velkommen i min bydel
En vred dame
Multipelt handicappede – fokus på metoderne og i mindre grad på rammerne
Den ultimative normalisering
Normalisering - er det ikke det samme som afspecialisering?
Læs hele bladet her