App giver krydderi på Thomas’ hverdag
ud af, at musik er en fællesnævner Det har åbnet muligheder for 48-årige Thomas, at der nu findes et trygt socialt medie, hvor han nemt kan finde nye bekendtskaber. Allerede efter kort tid fandt han to, som han i dag vil betegne som gode venner.
Af Martin Hungeberg, freelancejournalist
Det er egentlig ikke fordi, at Thomas Østergård Mogensen gik og savnede socialt indhold i sin hverdag. Han har en kæreste, som han ofte er sammen med, han bor i et bofællesskab i Tilst ved Aarhus, og så er han blandt andet konferencier på Sølund Musik Festival og arbejder på SMIL TV.
- Men når man sidder derhjemme om aftenen, så kan man godt komme til at kede sig alligevel. For det kan være svært at finde andre, som interesserer sig for de samme ting, man selv gør. Og det kan også være svært at holde kontakten med de mennesker, som man engang var rigtig gode venner med.
Han har tidligere benyttet Facebook mere aktivt, men der er kommet for meget støj på det verdensomspændende sociale medie efter hans smag.
- Jeg bruger det efterhånden kun til at spille på og til en sjælden gang at lægge noget op, som gerne må nå længere ud. Men generelt er det ikke noget for mig længere. Mine forventninger var faktisk ikke ret høje, da jeg fik Vi er venner installeret, men det passer mig hundrede gange bedre end Facebook, forklarer Thomas Østergård Mogensen om venskabsappen, som han nu bruger hver eneste dag.
Interesser giver venskaber
På Thomas’ profil på Vi er venner er der fem interesseikoner, som andre brugere kan se, og som han bliver matchet på: Oplevelser, musik, frivillig, venner og gå/ løbe. At udpege interesser har hjulpet i søgen efter potentielle venner.
- Det gør, at jeg for eksempel ved, at jeg kan komme til at skrive med andre, som godt kan lide oplevelser. I sidste uge var jeg på ferie, og der lagde jeg en del billeder op på appen. Det ville jeg nok ikke have gjort på Facebook, for der ville jeg ikke have kontrol over, hvem der mon så det, siger Thomas.
Den 48-årige aarhusianer har også fundet for mange, der bruger appen. Det har givet ham flere nye kontakter, mens det har haltet en anelse mere med at finde nogen, der holder af at gå.
- Måske det lige skal have lidt tid, før jeg finder andre, som har den interesse. Jeg går faktisk rigtig meget selv. Min skridttæller siger 4.000 skridt i dag, så det er noget, jeg bruger meget tid på, og jeg vandrer meget rundt her i lokalområdet. Det kan jeg godt lide, lyder det fra Thomas, som fortsætter:
- Jeg vil helt sikkert være frisk på at sige: ’Fint, lad os da finde ud af en dag at gå sammen’, hvis der er en anden, som har lyst. Det synes jeg ville være fint, for interesser kan give nogle rigtig gode venskaber.
Kan være sig selv
Et af de grundlæggende principper i Vi er venner er, at layout og brugervenlighed er tænkt så simpelt som overhovedet mulig. Kan man hverken læse eller skrive, så betyder det ingenting, for man kan kun kommunikere ved hjælp af tale, video og billeder. For Thomas er det ikke noget problem at forstå eller udtrykke sig i skrevne ord, men alligevel finder han stor værdi i måden, appen er bygget op på:
- Jeg kan godt lide, at det hele er så simpelt, for man vil jo gerne bare møde andre mennesker. Der er også flere gode ting ved Vi er venner: For eksempel at jeg ved, at det er de rigtige, der ser, hvad jeg lægger ud. Det er rart. På den måde er det også nemmere bare at være fuldstændig sig selv, synes jeg.
Lige nu tæller Thomas’ venneliste på appen 20 personer. Enkelte kendte han i forvejen, andre havde han mødt et par gange før, men der er også helt nye relationer, som næppe var blevet skabt, hvis det ikke var for venskabsappen.
- Der er især én, som jeg allerede vil sige er blevet en rigtig god ven. Måske endda to stykker. Det er gået hurtigt, og jeg har talt i telefonen og mødtes med den ene allerede. For selvom jeg bruger appen hver eneste dag, så vil jeg da allerhelst møde folk i virkeligheden. Nogle gange skal man bare have lidt hjælp til at finde de rigtige mennesker, slutter Thomas Østergård Mogensen.
Artiklen blev bragt i LEV Bladet nr. 6 2019
Læs mere
Læs hele bladet her
APP skal skabe smukke venskaber online