Serviceloven § 85 og §97
Ledsagelse - muligheder og rettigheder
Ledsagelse til voksne kan foregå efter to forskellige paragraffer i serviceloven, men ledsagelsen kan også tildeles som en kombination af de to ordninger. Den ene er §97, der er en egentlig ledsageordning, den anden er §85. Her er der tale om socialpædagogisk ledsagelse.
Kommunen skal tilbyde 15 timers ledsagelse om måneden til personer under folkepensionsalderen, der ikke kan færdes alene.
Ved vurderingen lægges vægt på:
- at ansøgeren ikke kan færdes alene uden for hjemmet på grund af en betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne
- at ansøgeren kan efterspørge individuel ledsagelse uden socialpædagogisk indhold
- at ansøgeren kan give udtryk for – ikke nødvendigvis verbalt – et ønske om at deltage i forskellige aktiviteter, og om at ansøgeren er bevidst om indholdet i aktiviteten
Personer, der opfylder de nævnte kriterier, har ret til ledsagelse uanset boform.
Man har ret til at opspare timer i en periode indenfor seks måneder.
For personer, der i forvejen modtager ledsagelse til selvvalgte aktiviteter som en del af et samlet servicetilbud i eget hjem eller i et botilbud, kan der efter en konkret vurdering foretages et fradrag i de 15 timers ledsagelse. Kommunen må altså ikke reducere de 15 timer med et fast fradrag, men skal for den enkelte person konkret vurdere i hvilket omfang, der tilbydes ledsagelse i botilbuddet til selvvalgte aktiviteter.
Voksne med udviklingshandicap, der ikke kan efterspørge ledsagelse uden socialpædagogisk indhold, skal have deres behov for ledsagelse vurderet efter servicelovens § 85. Kommunen har en forpligtelse til at behandle en ansøgning efter alle lovens muligheder, så et afslag på ledsagelse efter § 97 skal også indeholde en afgørelse om ledsagelse efter § 85.
Vigtigt at vide om ledsagelse

Du kan få ledsagelse, hvis du ikke kan færdes alene på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Ledsagelsen giver dig mulighed for at deltage i aktiviteter efter eget valg – for eksempel en tur i biografen eller til sport. Ved vurdering af, om du er berettiget til ledsageordning, kigges der blandt andet på, om du kan færdes alene uden for hjemmet, og om du kan efterspørge individuel ledsagelse uden socialpædagogisk indhold.
Kommunen har en forpligtelse til at behandle en ansøgning efter alle lovens muligheder, så et afslag på ledsagelse efter §97 skal også indeholde en afgørelse om ledsagelse efter §85. Hvis dette ikke er sket, bør du klage/anke.
Det er vigtigt, at al kommunikation og afgørelser er skriftlige - både når du søger om noget, og når du klager (anker) over en afgørelse eller andet. Modtager du ikke en afgørelse på skrift – og med klagevejledning – så bed om at få det.
Sørg for, at der bliver holdt øje med, hvor mange timer du har brugt, hvis du har §97-ledsagelse. Bed eventuelt kommunen om løbende månedlige opgørelser. Du kan nemlig under visse vilkår spare dine timer op over en seks måneders periode.
Erstatningsledsagelse
Hvis din §97-ledsagelse er blevet beskåret med henvisning til, at du modtager ledsagelse som en del af støtten i dit bosted, så hold øje med om du nu får denne ’erstatningsledsagelse’. Hvis du mener, det ikke er tilfældet, så bed om at få en opgørelse over fordelingen af ledsagelse. Erstatningsledsagelsen skal være ledsagelse, der svarer til ledsagelse efter §97, altså til selvvalgte aktiviteter.
Der er som udgangspunkt ikke et loft over, hvor mange timers ledsagelse man kan få efter §85, sådan som der er med §97-ledsagelsen. Til gengæld er der ikke mulighed for at opspare §85-ledsagelse. Ledsagelse efter §85 skal altid tildeles efter en konkret og individuel vurdering, der kan klages over.
Du kan få §97-ledsagelse og/eller ledsagelse efter §85 uanset hvilken type bolig, du bor i. Begge dele beror på en konkret individuel vurdering.






