Nepal
Presset til det yderste
Putali har måttet opgive sin lille skrædderbutik for at være hjemme med sin 24-årige søn Sabin, der har Downs syndrom. Indtil for tre år siden gik Sabin i en daglig plejeklasse for børn og unge med udviklingshandicap, men det blev for dyrt i transport. Putali, der er alenemor, går nu hjemme for at passe Sabin. Det presser den lille families økonomi og trivsel til det yderste.
Putali og Sabin er ikke de eneste nepalesere, der står i denne svære situation. Derfor har Lev sammen med vores nepalesiske samarbejdspartner PFPID oprettet en forældregruppe, hvor disse forældre får kendskab til deres rettigheder, og hvor de kan støtte og motivere hinanden i kampen for dem selv og deres børn.
Ghana
Kontordrengen
Nathaniel har udviklingshandicap, CP og intet talesprog. Da han var 3½ år, fik hans mor, Hannah Amponsah, beskeden på hospitalet – de kunne ikke behandle ham. Tre andre forældrepar var til stede på samme møde og fik samme underretning. Et halvt år senere var de tre andre børn døde. Hannah tror ikke, at det var naturlige dødsfald. Hendes egen familie pressede på for, at de også skulle gøre en ende på Nathaniels liv. Men hendes stærke tro på gud fortalte hende, at det ville være forkert. ”Nathaniel blev givet til os,” forklarer hun. Det var deres pligt at passe på ham.
Hannah er lærer, og har fra Nathaniel var lille haft ham med i skole. Hun havde ikke andre muligheder. Han bliver accepteret, og de andre børn i skolen kommer forbi og siger hej til ham. Siden er han blevet kaldt ”kontordrengen”.
Hannah har i de senere år engageret sig i Inclusion Ghana. Hun ved nu, at hun ikke er alene. Hun har ikke bare fået meget mere viden, men også mere tro på sig selv.
Fra hjemmefange til skrædderelev
Rabi Salifu tænkte ofte på, at det bedste ville være, hvis hendes søn Musa døde. Han blev holdt hjemme i et rum i huset. Han turde heller ikke selv forlade det.
Livet i Ghana med en dreng med udviklingshandicap var næsten ubærligt for Rabi. Hun var selv stærkt præget af det nedværdigende syn på mennesker med udviklingshandicap, som stadig hersker en del steder i Ghana. Heldigvis gjorde hun ikke alvor af tankerne om at gøre en ende på Musas liv. For i 2014 opdagede hun Inclusion Ghana, som ændrede familiens måde at se på Musa.
Rabi fik gennem Inclusion Ghana viden om udviklingshandicap og Musas rettigheder, hvilket har betydet, at de behandler ham med en helt anden kærlighed og respekt. Musa er heller ikke længere bange for at gå ud, og naboerne behandler ham også godt.
Musa går nu i en specialskole og arbejder i en skrædderbutik. Familien har desuden lejet en symaskine til ham.
Lev har i mange år arbejdet sammen med Inclusion Ghana med fokus på at styrke den ghanesiske organisations kendskab til og arbejde med rettigheder for både den enkelte person med handicap og dennes pårørende. Musa og Rabis historie viser, at det går i den rigtige retning.
Myanmar
Omgivet af uvidenhed
“En af de største udfordringer var at få viden om, hvordan jeg kunne hjælpe min søn bedst. Selv lægerne havde et utrolig begrænset kendskab til udviklingshandicap.”
Ma Zin Myo Than er mor til Maung Myat Min Thu, der er født med et udviklingshandicap. Da hun først blev opmærksom på, at hendes søn ikke var helt som sine jævnaldrende, startede også en kamp for at få viden og indsigt i, hvordan hun som mor bedst kunne støtte og hjælpe ham I hans udvikling.
I samfund, hvor udviklingshandicap fortsat er omgærdet af tunge fordomme og uvidenhed, påhviler der forældrene en ekstra stor opgave med at skabe gode livsvilkår for deres børn.
I Myanmar er Lev engageret i Blossom Project, der skal støtte forældre til børn med udviklingshandicap med viden og oplysning. En stor del af projektet handler om at skabe netværk forældrene imellem, så de kan dele deres erfaringer med hinanden – ikke ulig de fællesskaber Lev også er med til at facilitere I Danmark.
Artiklen blev bragt i Lev Magasinet 5 2023.
