Der er stille i dojoen. Kun lyden af bare fødder mod måtten og den kontrollerede vejrtrækning bryder stilheden. Kandidaterne står på række. Sveden ligger som et tyndt lag på panden. Foran dem sidder gradueringspanelet – de højest graduerede i Danmark. Øjnene følger hver bevægelse. Den 14. december sidste år står Buster Agger klar til sin shodan- graduering – første sorte bælte – i Goju Ryu karate.
Han bukker ind mod måtten. Bukker mod panelet. Bukker mod sin sensei. Så begynder han. Kataerne – de faste serier af teknikker – sidder i kroppen. Slag. Parader. Drejninger. Fokus. Han har øvet dem igen og igen. Hjemme på værelset. I dojoen i Vordingborg. Filmet sig selv. Gentaget. Rettet. Gentaget. En time senere står kandidaterne på geled og venter på at få deres navne råbt op.
Buster er en af de sidste.
“Den der glæde og lettelse, da hans navn blev råbt op,” fortæller hans mor Elen Agger. “Og han gik op til sensei, der stod og gav ham det sorte bælte, og Buster lavede det her karatebuk. Der var det bare … jeg tudede. Det har jeg gjort til mange gradueringer. Men særlig nu. Det er det sværeste, han nogensinde har prøvet.” 29-årige Buster beskriver øjeblikket sådan:
“Jeg var meget overrasket og overvældet. Som en surprisefest. Det var som at hoppe helt til en anden planet. Hold kæft det var fedt. Jeg var stolt af mig selv. Mit hjerte det brændte.”
Han er – efter alt at dømme – den første person med Downs syndrom i Danmark, der har opnået sort bælte i karate.
“Fra håbløs til skarp”
Buster begyndte i Vordingborg Karateklub i 2012. Inspireret af Kung Fu Panda og karatefilmene Karate Kid. “Jeg ville gerne gå til karate, fordi jeg ingen venner havde,” siger han. “Og lære noget om selvforsvar. Balance. Fokusere på teknikken. Blive bedre og bedre.” Cheftræner Dennis Knudsen husker starten:
“I starten var det jo håbløst. Det var svært for ham at koordinere tingene. Men man skal fastholde og blive ved. Og det har han jo gjort igen og igen. Lige pludselig havde han forstået, hvad det drejede sig om. Så kunne han rykke sig rigtig langt.”
Jeg har aldrig sagt til ham, at han skulle øve. Det er noget, Buster selv har gjort. År efter år.Elen Agger, Busters mor
En gang til grønt bælte lavede Buster en hel kata spejlvendt. “Sensei kiggede på ham og sagde: Det var fandeme godt. Det kunne jeg ikke engang selv gøre,” griner Dennis. Udviklingen kom ikke hurtigt. Den kom ved gentagelse. Ved stædighed. Ved vilje.
“Buster har sagt hele tiden: Det er lige meget, jeg skal nok få det sorte bælte. Og det har vi jo bakket ham op i,” fortæller Dennis. I dag understreger han: “Busters niveau er inden for skiven. De ting han laver, laver han lige så godt som alle andre. Der er ingen forskel.”
Ikke et særligt hold
I klubben har man aldrig lavet et særligt hold for mennesker med handicap.
“Vi har altid sagt, at vi vil have en klub, hvor alle kan være her,” siger Dennis. “Jeg kunne ikke tænke mig at lave et hold kun for nogen med Downs eller sådan noget. Det giver ikke mening at give mennesker noget, hvor de synes, de er mindre værd. Vi træner på lige vilkår.”
Buster selv er enig: “Det er ikke rigtigt inde i mig,” siger han om tanken om et særligt Downs-hold. “Det fedeste i mit liv er at være her.”
Når han kommer til træning, bliver han mødt som Buster – ikke som sit handicap.
Han er i et fællesskab og bliver løftet op på niveau med os andre. Det tager bare lidt længere tid.Dennis Knudsen Busters karateinstruktør
Det usynlige arbejde bag et sort bælte
Men historien om det sorte bælte handler ikke kun om vilje og træning. Den handler også om systemer.
På grund af sit handicap har Buster ikke samme muligheder som andre. Han kan ikke selv køre til træning. Turen fra bostedet voksencenteret Vidarslund ved Faxe, som er en del af Marjatta-fællesskabet, til Vordingborg, tager omkring 25 minutter hver vej. To gange om ugen.
Men uden hans mors indsats var det ikke blevet til noget. Hun satte sig ind i reglerne for den såkaldte “levende stok”-ordning og talte med kommunen.
“Hvis ikke jeg som pårørende havde læst op på ordningen og talt med kommunen og medarbejderne på Breidablik (Busters boenhed, red.) havde støttet op, ville det ikke være realiserbart,” siger hun. “Buster er afhængig af sin ledsager for overhovedet at komme afsted, og vi er heldige i flere år at have haft den samme ledsager.”
Mere end sport
For Buster er karate ikke bare teknik og kata.
“Jeg føler det er mit arbejde og hele mit liv at øve. Som et træ med stærke rødder,” siger han.
Han øver hjemme. I weekenderne. Op til gradueringen trænede han intenst på eget initiativ. “Jeg har aldrig sagt til ham, at han skulle øve,” fortæller hans mor. “Det er noget, Buster selv har gjort. År efter år.”
Karaten har givet ham fokus. Struktur. Venskaber. “Bliver man meget sat i bås som en person med handicap?” bliver han spurgt.
“Ja,” svarer han.
“Tænker du også, det er fedt at lave noget sammen med nogen, som ikke har handicap?”
“Det er bare så nice. Det fedeste i mit liv.”
For Busters mor har det også været overvældende at følge sin søns integration i karateklubben: ”Jeg synes, Vordingborg Karateklub er med til at gøre verden smukkere og mere mangfoldig.”
Rejsen fortsætter
Sort bælte er ikke en afslutning. I karate siger man, at man først for alvor begynder at lære, når man bliver shodan.
“Der er stadig meget at lære,” siger Buster. “Jeg skal blive ved.”
Dennis nikker: “Jeg har trænet i 40 år. Jeg kan sagtens blive bedre endnu.”
Til sommer skal klubben fejre ham. “Jeg glæder mig til, de skal fejre mig,” siger Buster.
Og i dojoen i Vordingborg vil han fortsætte med at bukke ind. Stille sig på måtten. Gentage teknikkerne. Tage én træning ad gangen. Fordi han – som alle andre i klubben – har fortjent sit sorte bælte.
Kort om Buster Agger
Buster er 29 år og bor i den lille landsby Vindbyholt mellem Præstø og Faxe. Her bor han i et botilbud, som er en del af Marjatta-fællesskabet.
Buster arbejder på haveholdet på uddannelsescenteret Bredeshave og nogle dage om ugen i caféen, hvor han laver mad.
I 2012 begyndte han til karate i Vordingborg Karateklub – og der går han stadig.
I sin øvrige, sparsomme fritid elsker Buster at spille musik og skrive digte.
