Ofte fungerer samarbejdet mellem familier og kommuner godt. Men nogle steder går det skævt. Mange forældre kan eksempelvis opleve, at relationen til sagsbehandlere og andre i kommunen er svær.
Men forskningen peger på noget mere grundlæggende:
Det er ikke kun relationen, der udfordrer samarbejdet – det gør også de strukturer, det foregår i. For familier og socialrådgivere indgår i samarbejdet på forskellige præmisser. Det har VIVE (Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd) påvist i den videnskabelige artikel Fostering family engagement.
To parter – to forskellige opgaver
Familier forbinder godt samarbejde med: at blive lyttet til, at blive taget alvorligt, at deres viden om barnet anerkendes. Rådgivere har i højere grad fokus på, at sagen er korrekt oplyst, at lovgivningen overholdes, at processen er fagligt forsvarlig.
Det betyder, at begge parter kan opleve, at de gør deres arbejde ordentligt – og alligevel står tilbage med en oplevelse af, at samarbejdet ikke fungerer. Som chefanalytiker i VIVE, Pernille Skovbo Rasmussen, formulerer det:
“Familierne går ind i samarbejdet med ønsket om at få støtte til, at hverdagen kan hænge sammen. Myndigheden går ind i samarbejdet med udgangspunktet, at de først og fremmest skal leve op til loven.”
Rådgivere ønsker ikke at møde familierne med mistillid. Men de står jo ikke i familiens hverdag.Pernille Skovbo Rasmussen Chefanalytiker i VIVE (Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd)
Mistillid er ikke udgangspunktet – men bliver ofte resultatet
Praksisundersøgelser fra Ankestyrelsen om blandt andet merudgifter og tabt arbejdsfortjeneste viser, at en betydelig del af afgørelserne ændres eller hjemvises på grund af mangelfuld oplysning eller utilstrækkelig begrundelse.
Når en sag ikke er tilstrækkeligt oplyst, bliver der stillet flere spørgsmål. Der indhentes mere dokumentation. Der foretages nye vurderinger. For familien kan det opleves som mistillid. Pernille Skovbo Rasmussen siger:
“Rådgivere ønsker at møde familierne med åbenhed og gensidig tillid. Men de står jo ikke i familiens hverdag. De har måske 50-60 familier, de skal rådgive. Og de skal sikre, at en afgørelse opfylder nogle krav og at dokumentationen er fyldestgørende.”
Systemet er altså bygget til kontrol og ensartethed. Familier har brug for fleksibilitet og forståelse.
Forskellig vurdering af “god inddragelse”
Fostering family engagement viser også, at familier og socialrådgivere kan være uenige om, hvornår inddragelse reelt har fundet sted.
Rådgiveren kan opleve, at familien er blevet hørt og partshørt korrekt. Familien kan opleve, at deres perspektiv ikke har haft betydning for resultatet.
Netop partshøring og begrundelse er områder, som Folketingets Ombudsmand gentagne gange har haft fokus på i redegørelser om social sagsbehandling. Kritikken har blandt andet handlet om, at begrundelserne er utilstrækkelige eller standardiserede, at den individuelle vurdering er mangelfuld, og at sagsbehandlingstiden er lang. Det er ikke nødvendigvis udtryk for ond vilje – men det påvirker oplevelsen af retfærdighed.
Skønnet – og dets konsekvenser
Serviceloven rummer et fagligt skøn. Det betyder, at to rådgivere kan vurdere samme situation forskelligt – inden for lovens rammer. Det er juridisk legitimt. Men for familien kan det opleves som vilkårlighed.
Ankestyrelsens praksisundersøgelser dokumenterer netop, at der kan være fejl i skønnet – eller i begrundelsen for det. For familier kan variation opleves som vilkårlighed. For systemet er skønnet en nødvendig del af lovgivningen.
Når begrundelsen ikke opleves som konkret og individuel, kan der opstå en følelse af ’kassetænkning’ – af at blive anbragt i forudindtagede kategorier.
Det ved vi virker
Der er mange udfordringer i samarbejdet mellem pårørende og kommune. Løsningerne er velkendte – men kræver prioritering. Her er en lille oversigt:
→ Kontinuitet i sagsbehandlingen
Stabile kontaktpersoner og færre sagskift styrker tillid og samarbejde. Hyppige skift svækker relationen og oplevelsen af sammenhæng.
→ Lavere sagsantal og tid til dialog
Høje sagstal begrænser muligheden for grundig opfølgning og dialog. Socialrådgivere peger selv på, at tidspres går ud over kvaliteten i samarbejdet med familier.
→ Klare og fyldestgørende begrundelser
Konflikter opstår ofte, når afgørelser ikke er tilstrækkeligt begrundet eller dokumenteret. Grundige og konkrete begrundelser styrker retssikkerheden og mindsker klager.
Arbejdspres er ikke en sidebemærkning
En vilkårsundersøgelse fra Dansk Socialrådgiverforening blandt over 5.000 socialrådgivere viser, at 65 % oplever deres arbejdspres som højt eller meget højt. Og mange socialrådgivere har samtidig et sagstal over det vejledende niveau. 28 % fortæller, at de ofte kommer bagud med sager.
Det høje arbejdspres betyder ifølge vilkårsundersøgelsen, at 60 % af socialrådgiverne mener, at borgerne har for mange sagsbehandlerskift, og at borgerne venter for længe på hjælp, fordi rådgiverne skifter eller ikke har tid til opfølgning.
Konsekvensen af arbejdspresset er en stor udskiftning blandt socialrådgiverne. Halvdelen har således overvejet at skifte job det seneste år.
Det giver åbenlyse problemer, for relation kræver kontinuitet. Kontinuitet kræver tid. Men tid er en knap ressource. Så når sagsbehandleren skifter, skal tilliden bygges op forfra.
Når krise møder forvaltning
Hele relationen mellem familien og kommunen har forskellig betydning for parterne.
For familien kan en kommunal afgørelse være eksistentiel:
Kan vores barn blive boende hjemme? Kan vi få hverdagen til at fungere? For systemet er det en sag blandt mange. “Man kan godt komme ind i samarbejdet med følelserne uden på tøjet,” siger Pernille Skovbo Rasmussen. “Det er jo livsafgørende for familierne.” Den forskel i følelsesmæssig investering forsvinder ikke med bedre kommunikation alene.
Den tydelige konklusion
Når samarbejdet mellem familie og kommune kommer under pres, viser både VIVEs forskning, Ankestyrelsens praksisundersøgelser og Ombudsmandens redegørelser, at udfordringerne ofte ligger i forskellig forståelse af, hvordan familiens viden og erfaringer inddrages, i krav til dokumentation og juridisk holdbarhed, i utilstrækkelig eller uklar begrundelse for kommunens afgørelser samt i strukturelle rammer omkring sagsbehandling.
Udfordringerne opstår også, fordi samarbejdet foregår i spændingsfeltet mellem familiernes hverdagsliv og myndighedens ansvar.
Som Pernille Skovbo Rasmussen formulerer det: “Faglighed og menneskelige behov burde ikke udelukke hinanden. Det burde ligge i fagligheden, at man har blik for borgerens situation.”
