Vi er ikke systemet - vi arbejder i det

Mange pårørende oplever samarbejdet med kommunen som en kamp. Oplever socialrådgivere, at de bliver set som modstandere – og hvordan påvirker det i så fald deres arbejde?

“Socialrådgivere oplever ikke nødvendigvis, at pårørende ser os som modstandere. Men måske, at nogle ser os som dem, der spænder ben, selvom det faktisk er systemet, der gør det. Vi er jo sat i verden for at hjælpe mennesker i udsatte livssituationer, og vi gør det inden for nogle rammer, vi ikke selv har bestemt. Og vi kan være lige så frustrerede som de pårørende, når reglerne ikke giver mening, eller når økonomien gør det svært at gøre det, vi fagligt finder bedst. Det påvirker os, for vi har valgt at blive socialrådgivere for stå på borgerens side, og vi vil gerne være et medspil.”

Når samarbejdet mellem socialrådgivere og pårørende bliver svært, hvad handler det så oftest om set fra socialrådgivernes side?

“I mange tilfælde handler det om, at socialrådgiveren og de pårørende ikke er enige om målet for borgeren, og derfor heller ikke om vejen derhen. For det er svært at bygge et samarbejde på en grundlæggende uenighed om mål og midler. Samarbejde kan også blive svært, når borgeren er myndig og giver udtryk for noget andet, end de pårørende ønsker. Som socialrådgivere er vi forpligtet til at sætte den myndige borger først – også selvom de pårørende vurderer situationen anderledes eller oplever, at borgeren ikke kan overskue konsekvenserne.”

Nogle forældre oplever, at kommunale retningslinjer kan være svære at forstå – eller svære at acceptere. Hvordan oplever socialrådgiverne spændet mellem faglighed, lovgivning og lokale rammer i praksis?

“Som socialrådgivere er vi uddannede til netop at navigere i spændet mellem faglighed, lovgivning og lokale prioriteringer. Men vi må også være ærlige: Vi er ikke altid gode nok til at forklare og begrunde det. Og ofte handler det ikke om manglende vilje– men om manglende tid. Når en socialrådgiver har for mange sager, går det ud over vores mulighed for at forklare tingene ordentligt og tage dialogen i det tempo, situationen kræver. Den rigtige formidling kræver tid. Og tid er desværre en mangelvare i mange kommuner.”

Hvornår oplever socialrådgivere, at samarbejdet med pårørende fungerer bedst – og hvad kendetegner forløb, hvor tillid rent faktisk opbygges?

“Vi oplever, at samarbejdet fungerer bedst, når vi har de rette ressourcer, den nødvendige tid og stabile rammer omkring borgerens sag. Tillid er simpelthen svær at opbygge, hvis borgeren møder sin syvende socialrådgiver, fordi de seks foregående er gået ned med stress eller har skiftet job. Det gør også en kæmpe forskel, når beslutningskompetencen ligger tæt på borgeren i stedet for langt væk i et visitationsudvalg. Borgeren skal kunne se den person i øjnene, som har truffet beslutningen. Derudover bliver samarbejdet stærkest, når de pårørende møder socialrådgiveren.”

Pårørende er ofte følelsesmæssigt dybt involverede, mens socialrådgiveren skal bevare faglig distance. Hvordan påvirker den forskel samarbejdet – set fra socialrådgivernes side?

“Jeg tror, det er vigtigt, at begge parter anerkender deres forskellige roller i samarbejdet. De faglige indsatser bliver langt bedre, når vi lytter til de pårørende og trækker på alle deres erfaringer. De kender borgerne på en mere indgående måde, og den viden skal socialrådgiverne trække på, når man sammensætter de faglige indsatser. Det er i krydsfeltet mellem den pårørendes specifikke viden om borgeren og socialrådgiverens viden om de socialfaglige indsatser, at man for alvor kan rykke noget.”

Hvad er efter din erfaring den største misforståelse, som pårørende har om socialrådgiverens rolle – og omvendt?

“Den største misforståelse er nok, at socialrådgiveren er systemet. Det er vi ikke. Vi arbejder i systemet, men vi har ikke lavet lovgivningen, og vi har ikke fastlagt økonomien. Selvom det ikke altid kan ses udefra, så siger socialrådgivere fra, når fagligheden bliver tilsidesat af usaglige hensyn. Vi råber op – både til ledere og politikere – når vi kan se, at rammerne gør det svært at gøre det rigtige. Og det går også ud over vores arbejdsglæde og trivsel, når vi ikke kan levere den indsats, vi ved er fagligt bedst.”

Hvis du skulle sige én ting direkte til pårørende, der føler sig modarbejdet eller overhørt i mødet med systemet – hvad skulle det så være?

“Sig det til os. Vi ønsker ikke at modarbejde eller overhøre nogen – men vi er mennesker, og vi kan begå fejl eller reagere uhensigtsmæssigt. Hvis I oplever det, så gør os opmærksomme på det. Det giver os mulighed for at handle anderledes.” – men om manglende tid. Når en socialrådgiver har for mange sager, går det ud over vores mulighed for at forklare tingene ordentligt og tage dialogen i det tempo, situationen kræver. Den rigtige formidling kræver tid. Og tid er desværre en mangelvare i mange kommuner.”

T