Kobling mellem teori og historier fra de pårørende har fungeret godt

Af Arne Ditlevsen

Elena Rygaard Jacobsen, 29 år, er uddannet socialpædagog og har en overbygning i pædagogisk sociologi. Hun har været fastansat på socialområdet i seks år – først i et behandlingshjem for børn med psykiske handicap og nu på et bo- og støttetilbud for voksne med handicap i København. Der bor otte beboere i afdelingen med forskellige former for udviklingshæmning.

Hvad har du fået af viden om pårørende via din egentlig uddannelse? - Meget begrænset på seminariet. Dengang kunne man som valgfag vælge pårørendesamarbejde. Det gjorde jeg ikke. På min overbygningsuddannelse har det været en perifer del. Højst en enkelt forelæsning over to år handlede om inddragelse af pårørende, og hvordan de kunne bidrage.

Hvorfor er pårørendesamarbejde vigtigt?
- Jeg har lært virkelig meget på denne lille uddannelse allerede. Jo længere væk, de pårørende er, jo mere fylder institutionskulturen. Der kan komme et markant skel mellem livsverdener. Pårørende er utrolig vigtige.

Hvornår er pårørendesamarbejde sværest?
- Jeg ser på udviklingspotentiale. Det er ikke altid, at de pårørende har blik for det. For eksempel: En forælder kan ønske, at en søn eller datter får bælte på! For mig er det vigtige, at personen selv kan tage sko og jakke på. - Det handler blandt andet om forventningsafstemning og perspektiv. Hvad er vigtigt og det gode liv? Når der er kontakt til pårørende, er det nemmere at finde hinanden.

Hvorfor meldte du dig til efteruddannelsen? - Jeg var med til introaften om udbud af uddannelsen. En pårørendegruppe, som er politisk aktiv, fortalte om den. Det lød interessant, men jeg var egentlig skeptisk. Da jeg så grundbogen – med kobling af teori og reel pårørendevirkelighed – blev det dog for alvor interessant.

- Jeg er lidt teoretisk nørdet. Så jeg ville ikke have taget den, hvis den ikke levede op til akademiske standarder og var seriøs. Kobling mellem teori og praksis er helt afgørende for mig. Jeg skal kunne se relevansen og fremtidsperspektivet.

Hvordan har forløbet været?
- Det har været meget positivt. Koblingen mellem teori og pårørende, der selv stod frem, har fungeret. Man bliver tvunget til at tænke på den uddannelse. For eksempel er det jo de færreste pårørende, der siger, at det også er forbundet med sorg med at være pårørende. Det eneste negative er faktisk, at uddannelsen er for kort!

Hvordan får du den viden, du har fået på uddannelsen, delt ud til dine kolleger?
- Der var fokus allerede på introdagen om det at få det udbredt til hele huset. Jeg ser det ikke som en kæmpestor udfordring hos os. Vi er tre på kursus fra i alt fem huse. Min leder er heldigt nok også med.

- Vi har planlagt, at vores eksamen bliver forarbejde til en implementeringsproces i de kommende år, der skal skabe en kulturel forandring i organisationen med endnu mere inddragelse af de pårørende. Hos os er det en stor ændring. Vi skal have oprettet et pårørenderåd. Det er vores professionelle ansvar at få skabt nogle traditioner omkring det. For kulturen defineres af vanerne.

Har det gjort det specielt, at efteruddannelsen har været defineret af både medarbejdere og pårørende?
- Det betyder kæmpe meget. I forhold til hvordan pårørende er beskrevet i teoretiske perspektiver – så gør det en stor forskel, at en pårørende står over for mig og fortæller, hvad vi skal vide. Virkelighedens nærhed er så afgørende. Men de pårørende bliver også klogere at af at høre om vores tanker og refleksioner.

Artiklen blev bragt i LEV Bladet nr. 8 2018

Læs mere
at de pårørende har en hverdag
at pårørende har en afgørende rolle