Abekastning om overvågning

Af Thomas Holberg, politisk konsulent i LEV

Sagen om kontant tilskud efter servicelovens § 95 og overvågning er på mange måder en kompleks politisk og juridisk problemstilling. Men grundlæggende handler det om noget meget enkelt, som alle familier kan sætte sig ind i:
Kan man have sit voksne barn boende hjemme, efter det fylder 18 år, eller må man overlade det til et bosted? Det er nemlig konsekvensen for eksempelvis Livas forældre, som du kan læse om på de foregående sider i dette LEV-blad.

Der er mange forældre, som må forlade arbejdsmarkedet for at passe et barn med udviklingshæmning. På børneområdet er der en række paragraffer, der gør dette muligt – for eksempel reglerne om aflastning og kompensation for tabt arbejdsfortjeneste. Men tingene ændrer sig, når barnet fylder 18. Nu skal den samme støtte ikke længere bevilges efter børne-, men derimod voksenbestemmelserne.

BPA – efter § 96 eller kontant tilskud efter § 95
En del mennesker med handicap har et så stort hjælpebehov, at den normale praktiske hjemmehjælp ikke kan løse opgaven. Her findes der i lovgivningen den såkaldte BPA-ordning efter servicelovens § 96 om borgerstyret personlig assistance, som gør det muligt for borgeren at ansætte en eller flere personlige hjælpere. Imidlertid forudsætter denne ordning, at borgeren fungerer som arbejdsleder for sin hjælper – det vil sige kan anvise hvilke opgaver, som hjælperen skal løse. Ikke alle i LEVs målgruppe er i stand til det, og denne gruppe opfylder derfor ikke betingelserne for BPA efter § 96 i serviceloven.

Det er her, at paragraf 95 kommer ind i billedet. For her er det således, at en pårørende eller nærtstående kan gå ind og overtage rollen som arbejdsleder. Dermed kan barnet blive boende hjemme efter, at det er fyldt 18 år, fordi familien får tilskud til at ansætte hjælpere, og fordi for eksempel mor eller far varetager opgaven med at instruere hjælperen, eller selv er den, som udfører hjælpen. Læs mere om reglerne om §§ 95 og 96 i boksen på næste side.

Overvågning
Men i 2015 slog landsretten i en konkret sag fast, at ’overvågning’ ikke kan ydes efter servicelovens § 95. Begrebet overvågning dækker over, at nogle mennesker har brug for, at der er en hjælper til stede, som kan træde til og yde akut hjælp for eksempel om natten, hvis der er behov. Et godt eksempel er mennesker med udviklingshæmning og epilepsi, som kan have brug for overvågning i tilfælde af et epileptisk anfald. Det er muligt at yde overvågning som en del af BPA efter § 96 i serviceloven, og indtil landsretsdommen var det udbredt praksis i kommunerne også at gøre det efter § 95. Dommen fra landsretten medførte imidlertid, at en lang række kommuner gennemgik og nedjusterede deres § 95-bevillinger, hvilket naturligvis har skabt betydelige problemer for de implicerede familier.

Sagen om overvågning bør ses i en overordnet sammenhæng, hvor man langt hen ad vejen godt kan argumentere for, at forskellen imellem BPA efter § 96 og kontant tilskud efter § 95 er udtryk for en forskelsbehandling af mennesker med kognitive handicap. De kan ikke få overvågning, hvis de stadig bor hjemme hos mor og far, men de kan for eksempel heller ikke tage deres hjælp med under udlandsophold.

Det politiske spil
En række handicaporganisationer, herunder LEV, og nogle af de ramte familier rejste sagen for politikerne på Christiansborg. Herefter har der i de seneste tre-fire år kørt et noget mærkværdigt og uskønt spil om sagen, uden at problemet er blevet løst, og uden at de ramte familier har fået den støtte, de har brug for.

Grundlæggende er stort set alle socialog handicapordførere på Christianborg enige i, at der er tale om en uholdbar problemstilling, som der skal findes en løsning på. Et bredt spektrum bestående af politikere som Karina Adsbøl fra Dansk Folkeparti, Jakob Sølvhøj fra Enhedslisten, Troels Ravn fra Socialdemokratiet og Kirsten Norman Andersen fra SF har alle i utallige samråd og ministerspørgsmål forsøgt at presse på for en løsning. Tidligere socialminister Karen Ellemann (V) lovede i forbindelse med reformforhandlinger af serviceloven i 2016 at finde en løsning, og nuværende socialminister Mai Mercado (K) har udtrykt forståelse for familiernes situation og mener også, at der skal findes en løsning. Jamen, hvad er problemet så, kan man fristes til at spørge. Svaret på det spørgsmål, er som oftest - og også i dette tilfælde – økonomi og en bekymring for samme.

Koster en kvart milliard!
Bekymringen tilhører kommunerne og KL, der mener, at indførslen af overvågning vil medføre et voldsomt økonomisk pres på kommunerne. En analyse fra Socialministeriet viste i august 2017, at det vil koste imellem 80 og 250 millioner kroner, hvilket vel må siges at være et meget upræcist skøn. Og KL mener – kunne man forstå på socialminister Mai Mercado under et samråd i marts – at det er endnu dyrere end det.

Vil det virkelig medføre en meromkostning på op mod 250 millioner kroner at indføre overvågning? Nej, der er al mulig grund til at være skeptisk overfor tallet. Overvågning er relevant for en yderst beskeden målgruppe på måske 100-150 mennesker på landsplan. Herudover skal man huske på, at kommunerne før landsretsdommen i forvejen havde udgifter på dette område. De bliver ikke regnet med. Borgerens behov for overvågning forsvinder jo ikke, selvom det ikke kan dækkes efter § 95. Ofte vil løsningen bestå af et botilbud, der også medfører udgifter.

Kommunerne finder andre løsninger
Det var derfor meget interessant, da Ankestyrelsen i slutningen af februar 2019 offentliggjorde en undersøgelse, som viste, at 67 ud af 95 kommuner løste behovet for overvågning for denne målgruppe via et botilbud eller på anden vis og således dokumenterede, at kommunerne i forvejen havde betydelige udgifter til overvågning. På den baggrund blev der afholdt endnu et samråd i Folketingets socialudvalg, men beskeden fra socialministeren var den samme: Ministeriet talte stadig med KL om en løsning, men man kunne ikke nå til enighed.

Familierne er taberne i strid om tal
Ovenstående diskussion om økonomi er på alle måder træls, men den er vigtig, fordi det reelt set er en økonomisk uenighed imellem regeringen og KL, som forhindrer en løsning. Det er nok hævet over enhver tvivl, at overvågning vil medføre en ekstra omkostning for kommunerne, men det er lige så indlysende, at ingen ved, hvor meget vi taler om. På den baggrund kan diskussionen tilsyneladende fortsætte i en evighed, fordi det selvsagt er svært at blive enige om en kompensation på en udgift, man ikke kender omfanget af.

Taberne i dette spil er de familier, som stadig venter på en løsning, og som er efterladt med valget imellem at sende sit barn i botilbud eller selv påtage sig opgaven med den belastning, som det medfører. Det er ærlig talt uforståeligt, at regering og kommuner ikke kan få afgjort sit økonomiske mellemværende, som ret beset ikke fylder voldsomt i det store samfundsregnskab, og dermed give en håndsrækning til de 100-150 familier, der er i klemme her.

Som tidligere nævnt har LEV sammen med andre handicaporganisationer været med til at sætte problemstillingen på dagsordenen. Det vil vi fortsætte med efter et folketingsvalg, hvor det så måske er en ny socialminister, som skal tage stilling til spørgsmålet.

Artiklen blev bragt i LEV Bladet nr. 3 2019

Læs mere
Tvangsflyttet som 18-årig
Læs hele bladet her
BPA eller kontant tilskud efter servicelovens §§ 95 og 96