Beskyttet beskæftigelse eller aktivitets- og samværstilbud er stadig en helt central del af en meningsfuld tilværelse for de fleste voksne med udviklingshandicap. Men angrebene på rettigheden til disse tilbud har været stigende de senere år. Både i kommunernes visitationspraksis og i forbindelse med flere forsøg på at ændre lovgivningen på området.
De seneste par årtier har budt på flere projekter med fokus på mennesker med udviklingshandicaps mulighed for et skånejob (job med løntilskud) på almindelige arbejdspladser, ikke mindst Levs eget Lev Job (tidligere KLAPjob). Den job-indsats har fået stor opmærksomhed, og vi har over de seneste 15 år leveret vigtige resultater med mere end 7.000 helt konkrete skånejob i Bilka, McDonalds, Lidl og de mange andre virksomheder i virksomhedsnetværket.
"Uden denne rettighed er der desværre al mulig grund til at frygte, at mange kommuner vil nedlægge aktivitets- og beskæftigelsestilbud på stribe"Thomas Gruber, politisk konsulent i Lev
Men det er langt fra alle unge og voksne med udviklingshandicap, der er i stand til at få og varetage et skånejob i en almindelig virksomhed. Faktisk er det de færreste. Servicelovs-tilbud om beskyttet beskæftigelse eller aktivitets- og samværstilbud er stadig den eneste mulighed for en hverdag med meningsfuld beskæftigelse og aktivitet for de fleste voksne med udviklingshandicap. Det er muligheden for en hverdag med nogle andre end dem, man bor sammen med i botilbuddet, og for at indgå i fællesskaber i andre rammer end det hjem, som botilbuddet skal være.
Lovgivning var et opgør med totalinstitutioner
Det var netop disse hensyn, der var styrende, da man begyndte at etablere denne type tilbud som led i opgøret med sær- og åndssvageforsorgen. Og det var disse hensyn, der var begrundelsen for, at man efterfølgende indføjede retten til beskyttet beskæftigelse eller til aktivitets- og samværstilbud i serviceloven i 1998 (§ 103 og § 104). I lyset af erfaringerne med forsorgens totalinstitutioner, hvor tusindvis af mennesker henslæbte en hel tilværelse ’inden for murene’, var det næppe en tilfældighed, at man med lovgivningen gav mennesker med udviklingshandicap en rettighed til en hverdag med beskæftigelse og aktivitet. Og at denne hverdag så vidt muligt også betød et dagligt miljøskift.
Beskyttet beskæftigelse og aktivitets- og samværstilbud har således stærke historiske begrundelser. Men rettigheden til en hverdag med beskæftigelse og aktivitet er stadig helt central.
Uden denne rettighed er der desværre al mulig grund til at frygte, at mange kommuner vil nedlægge aktivitets- og beskæftigelsestilbud på stribe som led i den evige jagt på besparelser. Resultatet vil blive, at tusindvis af voksne med udviklingshandicap henvises til en hverdag, hvor de uge efter uge, måned efter måned og år efter år tilbringer dagen i deres botilbud. Ganske som i forsorgens tid.
Kommunerne drømmer om mere skøn og mindre rettighed
Min bekymring for kommunernes tilgang til lovgivningens rettighed til et beskæftigelses- og aktivitetstilbud er ikke taget ud af den blå luft.
Hele to gange (i 2016 og 2018) har kommunernes interesseorganisation, KL fået presset daværende regeringer til at fremlægge ny lovgivning, der i realiteten ville afskaffe rettigheden. Det skete under overskrifter som ”tilbudsvifte” eller ”indsatskatalog”. Men målet var præcis det samme: Kommunernes mulighed for at foretage et samlet skøn skulle styrkes, og det skulle ske på bekostning af specifikke rettigheder i lovgivningen, ikke mindst retten til beskæftigelses- og aktivitetstilbud.
"Vi har behov for at skabe større bevidsthed om, hvorfor tilbud om beskyttet beskæftigelse og aktivitet har afgørende betydning"Thomas Gruber, politisk konsulent i Lev
Dengang lykkedes det Lev og resten af handicapbevægelsen at forhindre indførelsen af ”tilbudsvifte” og ”indsatskatalog”, men der er næppe tvivl om, at ønsket om større kommunal handlefrihed lever i bedste velgående. KL anser stadig borgerens rettigheder på socialområdet for at være ødelæggende for den økonomiske styring.
Omfanget af tilbuddet er allerede under pres
Angrebene på borgerens ret til et beskæftigelsesog aktivitetstilbud er imidlertid ikke kun sket via ny lovgivning. Det er i meget udstrakt grad også sket ved, at kommunerne har udhulet omfanget af det tilbud, som borgeren kan modtage.
Servicelovens bestemmelser om beskæftigelses- og aktivitetstilbud indeholder nemlig ikke præcise angivelser om, hvor ofte borgeren har krav på tilbuddet. Normen har siden serviceloven i 1998 været, at det (naturligvis kunne man sige) skulle spejle arbejdsugen for de fleste andre danskere, nemlig fem og nogle gange fire dage om ugen. Over det seneste årti har mange kommuner imidlertid udfordret denne norm ved at vedtage serviceniveauer, der angiver, at borgeren kun visiteres til tre og sågar to dage ugentligt.
Konklusionen er for mig at se, at rettigheden til et tilbud om beskæftigelse eller aktivitet er vigtigt, men at den på den anden side ikke er en tilstrækkelig beskyttelse, idet kommunerne med nye serviceniveauer tydeligvis vælger at gå helt til kanten for at gennemføre besparelser på denne type tilbud.
En anden konklusion kunne være, at vi har behov for at skabe større bevidsthed om, hvorfor tilbud om beskyttet beskæftigelse og aktivitet har afgørende betydning for mennesker med udviklingshandicaps mulighed for en hverdag med kvalitet, indhold og mening. At disse tilbud, ganske som det gør sig gældende for de fleste andre borgere, er afgørende for indhold i hverdagen, for livskvalitet, sociale og arbejdsmæssige fællesskaber.
Den bevidsthed er utilstrækkelig blandt kommunalpolitikere og på Christiansborg. Derfor er dette temanummer af Magasinet Lev med fokus på netop beskæftigelses- og aktivitetstilbud vigtigt. Vi har ganske enkelt brug for at skabe indsigt, hvis ikke retten til et beskæftigelses- og aktivitetstilbud endnu engang skal komme under beskydning.
