Hvordan tegner man en følelse? Det spørgsmål stod den dengang 29-årige Nanna Klich med, da hun i februar 2025 gik i gang med sit afgangsprojekt på Det Kongelige Akademi. Her studerede hun til at blive designer med speciale i illustration og visuel formidling.
Nanna ønskede at lave en bog, der skulle illustrere de følelser, man kan have til en søskende med handicap. Selv er hun lillesøster til sin fem år ældre bror, Mikkel, der har et udviklingshandicap. Men hvordan gør man det, når det skal være en universel fortælling og altså ikke ’bare’ historien om Mikkel og Nanna? Nanna kom på sporet, da hun på en af sine researchture fotograferede en redningskrans ved en sø. Hun begyndte at skitsere motivet, fordi det for hende bar på en følelse af at blive reddet – eller hjulpet ud af noget svært.
Man kan godt føle kærlighed og samtidig opleve dårlig samvittighed, bekymring, vrede eller frustration. Følelser er ikke farlige – de kan ændre sig igen.Nanna Klich, designer, illustrator og søster til Mikkel
Her fandt hun en måde at bruge et billedes mange betydninger på, og det blev omdrejningspunktet i bogen, som netop er udkommet. Den har fået titlen Mig og min bror – om kærlighed, ansvar og det at være pårørende og kan købes hos Lev.
Kort om Nanna
Nanna Klich (30) er opvokset på Vesterbro i København, hvor hun stadig bor.
Hun er uddannet Graphic Communication Designer med speciale i illustration og visuel formidling. Hun er desuden lillesøster til Mikkel, der har et udviklingshandicap.
I 2025 blev hun færdiguddan net på Det Kongelige Akademi, og i 2026 udkom hendes bog Mig og min bror – om kærlighed, ansvar og det at være pårørende.
”Hvad med mig?”
I efteråret 2024 vidste Nanna allerede, at hun ville skabe en illustreret bog helt fra bunden som sit afgangsprojekt. Hun ville selv tegne illustrationerne og lære at binde bogen, men hun vidste endnu ikke, hvad den skulle handle om. Senere samme efterår var Mikkel ude for en ulykke.
”Fokus var naturligvis på Mikkel, og det skulle det også være. Men jeg opdagede samtidig, at jeg selv stod med nogle svære følelser. Jeg var ikke alene, men vi var alle berørte på hver vores måde, og derfor havde jeg svært ved at give mine egne følelser plads. Det var dér, spørgsmålet ”Hvad med mig?” opstod.”
Her opstod også idéen til bogen. ”Jeg manglede et sted, hvor der var plads til mine følelser og tanker – et rum, som kunne være mit eget, og hvor det var okay at sætte ord på det hele, også det svære, og blive mødt med anerkendelse.”
Weekend med Lev
I februar 2025 begyndte Nannas arbejde med bogen for alvor. Hun brugte tiden på akademiet til at finde ud af, hvordan hun kunne illustrere følelser. ”Ingen søskende forhold er ens, så bogen skulle ikke komme med et endeligt facit og sige: ’Sådan her er det.’ Den skulle give læseren mulighed for at læse sig selv ind i illustrationerne efter behov.”
Hun afprøvede i lang tid forskellige motiver og ville gerne undgå kun at tegne ud fra sine egne oplevelser med sin bror. ”Jeg oplevede, at mine illustrationer blev for specifikke og for tæt knyttet til vores relation. Derfor blev jeg bange for, at andre søskende ikke kunne se sig selv i dem. Så gik det op for mig, at styrken ved redningskransen var, at den kunne vække associationer til hjælp, tryghed, støtte, håb og omsorg. Men også til sårbarheden i at erkende, at man ikke altid kan klare alt selv. Den tanke blev udgangspunktet for bogens øvrige illustrationer.”
Undervejs skrev Nanna til forskellige organisationer og interessenter. Hun fik blandt andet svar fra Lev, som inviterede hende med på en søskendeweekend. Det skulle vise sig at blive et vendepunkt.
Levs søskende-weekend
Det blev et vendepunkt for Nanna, da hun deltog i Levs søskendeweekend. Her mødte hun andre søskende, deltog i foredrag og workshops og fik ny viden, som hun kunne tage med videre – både i rollen som søster og i arbejdet med bogen.
”Weekenden kom på et godt tidspunkt i processen. Jeg havde forberedt en masse skitser og lavet en fysisk prøveudgave af bogen, der viste dens foreløbige format. Jeg havde begge dele med, så jeg kunne få feedback på både skitserne og formatet. Derudover mødte jeg andre pårørende søskende og deltog i foredrag og workshops. Det gav mig ny viden, som jeg kunne tage med videre – både personligt i min rolle som søster og fagligt i arbejdet med bogen.”
Et særligt bånd
Med Mig og min bror har Nanna skabt en åben fortælling om nogle af de følelser, man kan have som pårørende søskende til en med handicap. Gennem korte tekster og metaforiske illustrationer giver bogen plads til både kærlighed og de svære og modsatrettede følelser, der kan være en del af en søskenderelation.
”For mig var det vigtigt at vise, at den ene følelse ikke udelukker den anden. Man kan godt føle kærlighed og samtidig opleve dårlig samvittighed, bekymring, vrede eller frustration. Følelser er ikke farlige – de kan ændre sig igen.”
Hvis jeg skal beskrive vores forhold med ét ord, er det ’kærlighed’.Nanna Klich
I arbejdet med bogen har Nanna også fået hjælp fra andre søskende til at udfylde sider som ”Ting ved min søskende, der betyder meget for mig”, ”Følelser og tanker, jeg kan have” og ”Skam er også en følelse”. På den måde rummer bogen flere forskellige søskendeperspektiver.
Når Nanna selv skal sætte ord på sin relation til Mikkel, er hun ikke i tvivl: ”Hvis jeg skal beskrive Mikkels og mit forhold med ét ord, er det ’kærlighed’,” siger hun. ”Men også samhørighed. Vi har et helt særligt bånd.”
Det blev et vendepunkt for Nanna, da hun deltog i Levs søskendeweekend. Her mødte hun andre søskende, deltog i foredrag og workshops og fik ny viden, som hun kunne tage med videre - både i rollen som søster og i arbejdet med bogen. | Foto: Liv M. Kastrup
Du er ikke alene
Undervejs i processen besluttede Nanna at dedikere bogen til Mikkel, men hun fortalte ham det først, da bogen var færdig.
”Jeg ville gerne overraske ham med det. Da han så dedikationen, blev han både stolt og rørt, og det rørte også mig. Vi har siden snakket om illustrationerne og om, hvad bogen betyder. Nogle af de mere abstrakte lag kan være svære for ham at forstå, men han har taget bogen til sig på sin egen måde, og det betyder virkelig meget for mig.”
Mig og min bror begyndte som et personligt projekt, men udviklede sig til en bredere fortælling. Med bogen ønskede Nanna at række ud til andre pårørende søskende.
”Jeg håber, at bogen kan være et sted, hvor man kan føle sig set, hørt og aner kendt.”
Hun er ikke i tvivl om, hvad hun håber, at læserne – og måske især pårørende søskende – tager med sig fra bogen: ”Jeg håber, at bogen kan være et sted, hvor man kan føle sig set, hørt og aner kendt, og hvor der også er plads til de svære følelser, uden at man behøver at forklare eller forsvare dem. Det var det, jeg selv manglede, og det er hele kernen i bogen: Du er ikke alene.”
