Når man sidder i lænestolen, kan man lige række ud og få fingre i en dvd med James Bond eller Dirch Passer. Dvd’ere og cd’ere står i høje stakke hele vejen rundt om stolen. Kigger man sig omkring i stuen, bliver man mødt af en farveeksplosion fra de mange malerier. Elvis toner frem fra et af dem. På reoler og borde er der flere dvd’ere, amerikanske flag, billeder af fodboldlandsholdet, familiefotos, bøger og kunstkataloger. Billederne hænger lige, men resten er skævt kaos.
Nicolai Vadstrup (54) fortæller om Daniel Craig, hans yndlings James Bond, Johnny Cash – hvornår startede han egentlig? – og om den nye akvarel, han lige har købt.
”Den skal hænge lige dér,” siger han og peger på en væg, der allerede ser fuld ud.
Hans mor Wibeke, der nu er gået, men som tog imod sammen med den meget glade labrador Gosse, når lige at sige, at der roder lidt.
Nicolai bekræfter med et smørret grin: ”Ja, nogle gange…”
Nicolai i lænestolen, der står lige midt i stuen – med musik og film inden for rækkevidde | Foto: Liv M. Kastrup
Brækkede knogler i lyserødt
Nicolais et år ældre storesøster, Cathrine, er også til stede. Hun bor i samme botilbud på Frederiksberg bare en etage højere oppe. Men her ser der noget anderledes ud. Cathrines lejlighed er ryddelig. Der er også kunst på væggene og musik i rummene, men tingene står mere på plads. Her er opera, Harry Potter, designtegninger og farveblyanter.
Oppe ad en væg står et keyboard. Cathrine elsker musik. Hun går også hos en spillelærer, men dog ikke i disse dage, for hun har brækket nogle knogler i hånden, efter hun faldt hjemme i sit badeværelse. Det betyder gips på i seks uger. Sansen for farver fornægter sig dog ikke med lyserødt gazebind omkring gipsen.
”Det er min yndlingsfarve,” forklarer Cathrine.
Cathrine elsker farver og at arbejde med design. På stolen hænger et tørklæde fra Glad Design | Foto: Liv M. Kastrup
Fra medisterpølse til Harry Potter
De to søskende er ikke sammen hele tiden, selv om de bor i samme botilbud. Men de ser dog hinanden næsten hver dag. Og det kan starte allerede fra morgenstunden.
”Jeg banker nogle gange på hans dør om morgenen. ”Nicolai, så kan du godt stå op,” siger jeg. Jeg er storesøster, så jeg bestemmer også lidt.”
Nicolai nikker.
Samtalerne mellem dem bevæger sig i zigzag. Fra Donald Trump til Mozart. Fra medisterpølse til Harry Potter. Fra landsholdet i 1986 til miljøforurening og hvaler på stranden. De taler i munden på hinanden, retter hinanden, hjælper hinanden videre.
”Jeg kan godt lide Figaros Bryllup. Og Askepot er min yndlingsballet,” siger Cathrine.
”Ja, Figaros Bryllup er god, Men jeg kan ikke lige finde ud af, hvem der har lavet den,” siger lillebror Nicolai.
”Det er Mozart,” siger Cathrine. Men Nicolai er ikke enig: ”Nej, det tror jeg ikke.” ”Det er ikke Beethoven,” slutter Cathrine den snak.
”Det kan sgu da ikke passe”
Hver morgen tager Cathrine bussen til Glad Design, hvor hun arbejder med mønstre, illustrationer og design. Hun har blandt andet været med til at lave emballage og tekstiler, der er blevet solgt både i Danmark og udlandet.
”Jeg bruger nogle blyanter og pæne farver, og så tænker jeg over, hvordan mønsteret skal se ud,” fortæller hun.
"Der var 160 mennesker. Jeg fik helt hjertebanken. Jeg tænkte: Det kan sgu da ikke passe.”Nicolai Vadstrup om sit 25-års jubilæum
Hun beskrives af sine kolleger som poetisk og malerisk i sin streg. Et af hendes designs – et lyserødt tørklæde hun lavede til den japanske tøjbutikskæde Uniqlo – var med til at vinde en stor designpris til Glad Design. Hun elsker især at tegne fisk, blomster og organiske former.
Nicolai er ifølge Cathrine også god til farver. Han har nogle flotte malerier derhjemme, som han selv har lavet. Men når han tager på arbejde, foregår det i køkkenet på Magneten, et aktivitets- og samværstilbud på Frederiksberg. Her skærer han grøntsager, laver salater, tørrer af bordene – alt muligt.
Sidste år fejrede arbejdspladsen Nicolais 25-års jubilæum.
”Der var 160 mennesker. Jeg fik helt hjertebanken. Jeg tænkte: Det kan sgu da ikke passe,” siger Nicolai om den store opmærksomhed.
Kort om Cathrine og Nicolai
Cathrine (55) er kæreste med Kim. Hun er vild med hunde, alt i lyserødt og opera. Cathrine arbejder i Glad Design.
Nicolai er kæreste med Tenna, der bor i Slagelse. Han elsker James Bond, kunst, Johnny Cash og er også glad for hunde. Nicolai arbejder i køkkenet på Magneten, der er et aktivitetsog samværstilbud.
Både Cathrine og Nicolai har mikrocefali. Det er en sjælden neurologisk udviklingsdefekt, hvor hovedet, specielt kraniehvælvingen, er mindre end normalt.
I det kongelige med mor og far
Selvom de bor tæt på hinanden, er de meget forskellige.
Cathrine elsker jo opera og Harry Potter. Nicolai hader opera, men elsker James Bond og fodbold. Cathrine synger i Glad Kor. Det kunne Nicolai aldrig finde på. ”Det er pjattet,” siger han.
Til gengæld går han 10.000 skridt om dagen og følger både dansk, engelsk og spansk fodbold. ”Jeg kiggede væk, da Christian Eriksen faldt om,” siger han stille.
Jeg banker nogle gange på hans dør om morgenen. ”Nicolai, så kan du godt stå op,” siger jeg. Jeg er storesøster, så jeg bestemmer også lidt.”Cathrine Vadstrup
Begge søskende elsker kultur. De tager ofte i Det Kongelige Teater med deres mor Wibeke. Mest ballet og skuespil. Men nogle gange også opera for Cathrines vedkommende. Da deres far levede, var det en fast tradition, at han og Cathrine gik til opera sammen.
“Jeg har overtaget familien”
Selv om han er død nu, er Cathrine og Nicolais far stadig meget til stede hos dem. Der står billeder af ham. Og i samtalen dukker han ofte op. Musikken. Rejserne. Klaveret. Familien.
”Jeg går over på kirkegården og fortæller ham, hvordan det går,” siger Nicolai.
”Jeg gør det også nogle gange,” siger Cathrine.
Pludselig siger Nicolai: ”Jeg har overtaget familien.”
Han siger det helt alvorligt. På spørgsmålet hvad han mener med det, svarer han: ”Når min far ikke er her mere, så skal jeg overtage den. Jeg er sønnen.”
Cathrine nikker: ”Det er meget fint.”
Ikke vild med hvaler på stranden
Der bor 14 personer i de 14 lejligheder i opgangen på Frederiksberg. Her hjælper personalet blandt andet med rengøring og aftensmad. Men Cathrine og Nicolai klarer også meget selv – handle ind, lave mad, tage metro eller bus til arbejde og besøge kærester, der ikke bor lige om hjørnet.
Begge følger med i politik. Begge stemmer. Begge har stærke holdninger til miljø, kultur og samfund.
”Man burde gøre mere ved miljøet,” mener Cathrine. ”Ja, hvaler skyller op på stranden, jeg er ikke så vild med det. Det der plastik nede i vandet er faktisk forurening. Kviksølv. Der er det ene og det andet,” siger Nicolai.
Både Cathrine og Nicolai er glad for hunde. Ikke mindst deres mors labrador, Gosse. Gravhunden, der står og tisser, er tegnet af Cathrine. Den har knude på halen, for "der var noget, den skulle huske" | Foto: Liv M. Kastrup
Sød, høj og lidt gammel
Inden besøget slutter, bliver de bedt om at beskrive hinanden med tre ord.
”Han er flink… sød… også nogle gange lidt sur,” når Cathrine at sige, før hun bliver suppleret af Nicolai med et grin: ”Jeg synes også, at jeg er lidt sjov.”
Om sin søster siger han: ”Hun er lidt høj, charmerende, skriver alle mulige tekster… lidt fræk… hun går også til fest nogle gange.”
Nicolai tænker sig om, før han tilføjer om sig selv, at han synes, han er lidt gammel. Så begynder de at diskutere, hvem der egentlig er ældst.
”Jeg bliver 56.”
”Nej, først til august.”
”Hvornår er det nu, den 25. august er?”
Der bliver grinet igen. Cathrine ryster lidt på hovedet ad sin lillebror. Nicolai finder endnu en dvd frem fra en bunke på gulvet. Samtalen er allerede videre til fodbold, opera og noget med Donald Trump.
