Bliv et sundhedstjekket botilbud
Arbejder du på et botilbud? Så er du en af de vigtigste aktører for at sikre at mennesker med udviklingshandicap får det sundhedstjek, de har krav på. Sundhedstjekket er med til at sikre, at mennesker med udviklingshandicap får den sundhedsmæssige behandling, som de har brug for i tide. De kan ikke altid selv gøre opmærksom på symptomer, og derfor er det vigtigt at arbejde med sundhedstjekket pædagogisk.
Skal dit botilbud også være Sundhedstjekket? Så vær med i vores kampagne for at sikre endnu flere sundhedstjek. Hvis jeres botilbud har arbejdet konsekvent og pædagogisk med at sikre sundhedstjek til beboerne, sender vi et billede, hvor det fremgår, at botilbuddet er ”sundhedstjekket”.
I slutningen af året trækker vi lod mellem de sundhedstjekkede botilbud om en spændende oplevelsespræmie, så I kan få en god oplevelse sammen på botilbuddet.
Til dig der skal have et sundhedstjek
Hvis du bor i et botilbud eller et bofællesskab, kan du få et sundhedstjek. Hvis du ikke har fået tilbudt et sundhedstjek, kan du tale med din familie eller pædagogerne på dit botilbud, om de kan hjælpe dig med få et tjek.
Om sundhedstjek
Sundhedstjekket er et tilbud og en ret for mennesker med udviklingshandicap, der bor på botilbud. Det betyder, at de hvert andet år skal have tilbudt et sundhedstjek for at sikre bedre livsvilkår og sundhed.
Hvordan bliver vi sundhedstjekkede?
Når I har arbejdet med sundhedstjek på botilbuddet, skal du sende en mail til lev@lev.dk med dit navn og adressen på botilbuddet. Så sender vi diplomet.
Vi tjekker ikke botilbuddets arbejde, og har ingen dokumentationskrav. Det er heller ikke et krav, at alle beboere skal have modtaget sundhedstjek, da det er vigtigt for os at understrege, at alle mennesker uanset handicap har en selvbestemmelsesret ift. sundhed. Kravet er, at I som botilbud har arbejdet pædagogisk og kontinuerligt med at skabe gode rammer for implementeringen af sundhedstjek hvert andet år.
Liste over sundhedstjekkede botilbud
En gang om året trækkes der lod mellem de botilbud, der har modtaget Levs Sundhedstjekdiplom. Botilbuddet kan vælge mellem forskellige oplevelsespræmier, som tilpasses de beboere, der bor på botilbuddet.
Vejledning og materiale
For at sundhedstjekket skal have størst mulig effekt, er det vigtigt at komme hele vejen omkring, så uopdagede sygdomme bliver opdaget, og så man kan forebygge og igangsætte behandling så tidligt som muligt. Det kræver forberedelse og koordinering mellem alle parter - borger, pårørende/støttepersoner, personale og ledelse i botilbud og den praktiserende læge.



