På engelsk kaldes det ”self advocacy”: Når mennesker, der taler på egne vegne for at fremme deres rettigheder, behov og interesser. På dansk findes der ikke et godt ord for det. ”Selv-forkæmper” lyder tungt, men i bund og grund handler det om at ’have en stemme’ – og bruge den til at fortælle om sine egne og sin gruppes behov.
Frem til 1993 var der ingen organisation, hvor mennesker med udviklingshandicap selv talte deres sag. I stedet var det forældre, pårørende, pædagoger og andre særligt interesserede, der repræsenterede dem.
Men i 1993 blev ULF, Udviklingshæmmedes Landsforbund, stiftet. Med støtte fra forældrene i Lev. Tiden var moden til, at mennesker med udviklingshandicap selv skulle tale for sig.
Fra protest til indflydelse
I starten protesterede ULF imod uretfærdig aflønning på beskyttede værksteder, hvor de mindst handicappede fik mest i løn. Men hurtigt begyndte ULF at pege på flere uretfærdigheder, der alle udsprang af, at andre – uanset god vilje – mente at vide, hvad der var bedst for mennesker med udviklingshandicap. Uden at spørge dem selv.
ULF har siden da været en markant stemme i debatten om handicap og rettigheder.
I de seneste 12 år med Lars Gjermandsen i spidsen for en stærk formandsgruppe. Men hvordan er det at tale for flere tusinde mennesker? Og hvilke kampe er vigtigst lige nu? Det har vi talt med Lars om.
Fokus på erstatning for overgreb
Svaret på, hvad der fylder mest hos ULF lige nu, kommer prompte. ”Det vigtigste er, at de mennesker, der blev svigtet og udsat for overgreb i åndssvageforsorgen, får den erstatning, de har krav på. Ligesom Godhavnsdrengene,” siger Lars Gjermandsen.
I 2023 gav den daværende socialminister en officiel undskyldning til personer, der blev udsat for svigt og overgreb i sær- og åndssvageforsorgen i perioden 1933–1980. Undskyldningen svarer til dem, der tidligere er givet til blandt andre de anbragte Godhavnsdrenge og de tvangsfjernede grønlandske børn.
I de sager er undskyldningerne fulgt op af erstatninger. Det skete ikke her.
I stedet blev tidligere anbragte i åndssvageforsorgen henvist til selv at anlægge sag ved domstolene. To kvinder gjorde netop det.
I 2025 faldt der dom: Den ene fik ingen erstatning, mens den anden fik tilkendt 50.000 kroner. Under sagen afviste staten ansvar for overgrebene – på trods af, at en omfattende historisk udredning dokumenterer, at ulovlig tvang og overgreb var udbredt i forsorgen.
Derfor kæmper ULF for, at alle nulevende, tidligere anbragte får erstatning, uden at de skal dokumentere hvert enkelt overgreb.
”Det er nedværdigende, at nogle kan få erstatning for overgreb, mens andre ikke kan – tilsyneladende fordi de har udviklingshandicap. Jeg kan ikke se nogen reel forskel på det, Godhavnsdrengene blev udsat for, og det, mennesker med udviklingshæmning blev udsat for,” siger Lars.
Det værste er, når jeg sidder til et møde og tænker, hvorfor blev jeg overhovedet inviteret – det nytter alligevel ikke.

Lars Gjermandsen
Sarah Christine Nørgaard
Sundhedstjek til alle
Et andet vigtigt område for Lars og ULF er sundhedstjek – også til dem med udviklingshandicap, der ikke bor på botilbud.
”Vi kunne godt tænke os, at udeboende også fik et sundhedstjek,” fortæller Lars, der selv, fordi hans mor havde en blodtryksmåler, tilfældigt fandt ud af, at han havde for højt blodtryk.
Hun fik Lars til lægen – og nu får han blodtrykssænkende medicin. ”Vi kommer heller ikke til lægen i ordentlig tid,” uddyber Lars, ULF arbejder på flere fronter for at ændre dette: ”Vi har snakket med nogle forskere om det. Jette (næstformand for ULF, Jette Tastesen, red.), har holdt oplæg, og vi har også talt med politikere om det.”
Oplever du, at politikerne lytter til jer?
”Ja, det synes jeg.”
Til dig der skal have et sundhedstjek
Hvis du bor i et botilbud eller et bofællesskab, kan du få et sundhedstjek. Hvis du ikke har fået tilbudt et sundhedstjek, kan du tale med din familie eller pædagogerne på dit botilbud, om de kan hjælpe dig med få et tjek.
Modet til at stå frem
Hvordan forbereder du dig, når du skal stå frem og tale om noget vigtigt?
”Jeg bruger et oplæsningsprogram, som vi skriver teksten ind i, og programmet kan læse den op. Nogle gange spiller jeg den højt fra min telefon. Andre gange bruger jeg det til at huske teksten udenad, når jeg hører den blive oplæst,” fortæller Lars.
Hvad giver dig mod til at stå frem – selv når det er svært?
”Jeg er ikke så god til at holde tale, men det er jo en del af arbejdet, når man er ULF-formand. Det er kommet naturligt.”
Hvad giver dig håb for fremtiden, når du ser på ULF’s arbejde og de unge, der melder sig ind?
”Jeg tror, at den nye generation vil stille flere spørgsmål og finde sig i endnu mindre end min generation. De tør sætte spørgsmål ved flere af de barrierer, man møder, hvis man har et handicap. Det synes jeg er godt.” Både unge og ældre ULF’ere har mulighed for at blive dygtigere til at stille sig frem og tale deres sag: ”Man kan deltage i relevante kurser og få støtte fra ULFsekretariatet.”
Hvis du kunne ændre én ting, der kunne give mennesker med udviklingshandicap mere indflydelse, hvad skulle det så være?
”Jamen, så skulle det nok være, at man fik lov til selv at bestemme, hvor man skulle bo. Ligesom på arbejdsmarkedet, hvor mange med udviklingshandicap er sammen med mennesker uden et handicap, kunne jeg godt tænke mig, at det blev mere blandet, hvem man boede sammen med.”
Hvad er det sværeste og det bedste ved at være formand for ULF?
”Det værste er, når jeg sidder til et møde og tænker, hvorfor blev jeg overhovedet inviteret – det nytter alligevel ikke. Det bedste er, når tingene lykkes, og jeg har gjort en god figur ved møderne, og der bliver lyttet til mig, og det har gjort en forskel.
Tema blev bragt i Lev Magasinet nr. 1 2026.

Kort om Lars
Lars Gjermandsen er 45 år og bor i Kolding.
Han har været formand for ULF siden 2013.
Når Lars har fri, elsker han at rejse og at gå i teateret og biografen.
I det hele taget er han en flittig bruger af Koldings lokale kulturhus.




