Vi er i køkkenet på organisationen Rodynas dagcenter for unge med udviklingshandicap i Ukraines hovedstad Kyiv. 23-årige Tymotiy Stavnicha sidder stille med en tallerken mad foran sig. Hans blik viser, at han ønsker at være i fred. Hans mormor Tetyana fortæller, at krigen har påvirket ham dybt. Hans hjemby Sloviansk blev udsat for intense angreb i krigens start.
”Tymotiy blev meget stresset af luftalarmerne og eksplosionerne. Han holdt op med at tale og blev aggressiv, når han hørte høje lyde. Han kunne ikke være i beskyttelsesrummene under bombardementerne, men løb ud på gaden,” siger Tetyana.
Mange med udviklingshandicap forstod ikke, hvad der skete, samtidig med at deres hverdag brød sammen. Centre lukkede, og luftalarmer lyder stadig. Hundredtusindvis af bygninger er ødelagt, og 3,7 millioner ukrainere er blevet internt fordrevne. Tymotiy og hans familie flygtede til Tyskland, men bureaukratiet blokerede for støtte, så efter ni måneder vendte de tilbage til Ukraine. Nu bor de i Kyiv.
"Jeg vågnede og spurgte min mor, hvad der skete. Hun sagde, at det var bombardementer, og så faldt jeg i søvn igen. Jeg var ikke bange.”Natasha Latiuk
Tetyana er Tymotiys værge, fordi hans mor er enlig og må arbejde. Han har det bedre, selvom Kyiv udsættes for konstante luftangreb.
”Han bliver ikke lige så bange længere. Han får rehabilitering og deltager i daglige aktiviteter. Han er roligere og er begyndt at tale igen,” siger Tetyana.
23-årige Natasha Latiuk besøger normalt Rodynas ungdomscenter i Kyiv med sin mor, Alla, to gange om ugen. Her ses hun med Denis, Maksim og Olexandra, der er frivillig | Foto: Bengt Sigvardsson
Ikke bange
Rodyna blev grundlagt i 2001 af forældre til børn med udviklingshandicap. I dag driver de dagcentre og et botilbud. I fællesrummet har en gruppe netop afsluttet en kreativ aktivitet.
”Jeg plejer at komme her to gange om ugen. Det, jeg bedst kan lide, er når vi laver mad,” siger 23-årige Natasha Latiuk.
Hendes mor, Alla, fortæller, at mange dagcentre er lukket siden krigens udbrud.
”Det værste ved krigen er, at min bror er flyttet til Polen, og at vi ikke længere kan besøge vores slægtninge,” siger Natasha med henvisning til familiemedlemmer, der bor i områder under russisk besættelse.
Natten før blev Kyiv udsat for omfattende missilangreb, men for Natasha er det blevet hverdag.
”Jeg vågnede og spurgte min mor, hvad der skete. Hun sagde, at det var bombardementer, og så faldt jeg i søvn igen. Jeg var ikke bange,” fortæller Natasha.
Lev hjælper i Ukraine
Krigen i Ukraine rammer mennesker med udviklingshandicap og deres familier ekstra hårdt. Mange lever med stor usikkerhed og et massivt pres i hverdagen, og derfor er behovet for støtte og fællesskab større end nogensinde.
Lev samarbejder med den ukrainske organisation The All-Ukrainian NGO Coalition for Persons with Intellectual Disabilities, som er et landsdækkende netværk af lokale organisationer, familier og mennesker med udviklingshandicap. Koalitionen arbejder for bedre rettigheder, mere inklusion og stærkere støtte til mennesker med udviklingshandicap i Ukraine.
Samarbejdet er en del af projektet Styrkelse af modstandsdygtighed, som løber fra december 2025 til januar 2027. Projektet bygger videre på flere års samarbejde mellem Lev og den ukrainske partnerorganisation.
Et centralt mål er at styrke den lokale NGO’s arbejde for rettigheder og dens gennemslagskraft over for myndighederne. Projektet skal samtidig udvikle nye former for støtte og aflastning til familier i målgruppen.
Projektet er støttet af Danida gennem Handicappuljen, som administreres af Danske Handicaporganisationer.
Institutioner dominerer stadig
Dagcentre for voksne er få, og personlig assistance eksisterer ikke, selvom Ukraine ratificerede FN’s handicapkonvention i 2009. Så dem, der kommer på Rodyna, er heldige. Her kan de arbejde med kreative aktiviteter, lave mad og bruge computere.
”Men det vigtigste er, at de kan være sammen. Ellers sidder de bare hjemme,” siger lederen Uliana Basova.
14-årige Eugen Bahmutchenko og taleterapeuten Hannah Ritova. Halvdelen af de børn Hannah underviser, har fået større problemer med at tale under krigen | Foto: Bengt Sigvardsson
Tidligere blev centret besøgt af op mod 20 personer ad gangen. Nu kan man kun modtage syv til otte om dagen, så alle kan nå i sikkerhed ved luftalarmer. Det nærmeste beskyttelsesrum ligger langt væk. I stedet anvendes to-vægs-reglen: ly i et rum uden vinduer med to bærende vægge mod omverdenen, i dette tilfælde gangen. Her er risikoen mindre for at blive skadet eller dræbt af trykbølger fra eksplosioner.
Tusindvis af ukrainere med udviklingshandicap bor på institutioner, selvom en af-institutionaliseringsproces blev indledt i 2017. Statslige botilbud er planlagt i nogle distrikter, men processen er blevet bremset af krigen.
”Næsten alle dagcentre og botilbud for voksne drives af frivillige organisationer med usikker finansiering. Når et projekt slutter, må vi finde nye donorer eller stoppe servicen, hvilket vi blev nødt til i en periode sidste sommer,” sukker Uliana.
Når det gælder børn med udviklingshandicap, finansierer staten rehabiliteringscentre, specialskoler og inkluderende skoler.
”Men den dag barnet fylder 18 år, ophører støtten næsten helt,” siger Uliana.
Børn går tilbage i udvikling
I en anden del af Kyiv ligger Rodynas dagcenter for børn. Her har den 14-årige Eugen Bahmutchenko netop afsluttet en time med taleterapi.
”Under krigen har halvdelen af de børn, jeg underviser, fået større problemer med at tale. De går tilbage i deres udvikling, og mange er begyndt at stamme,” siger taleterapeuten Hannah Ritova.
11-årige Zlata Marchenko, som har multiple funktionsnedsættelser, sidder sammen med socialarbejderen Luydmila Vergeles.
”Børnene bliver nervøse, når luftalarmen lyder. De ved, at noget ubehageligt venter, og at de må forlade bygningen,” siger hun.
Beskyttelsesrummet ligger i en nærliggende skole, men det er svært at nå derhen hurtigt.
”De fleste kan ikke tage tøj på selv, og Zlata har nedsat mobilitet, så vi må bære eller støtte hende,” siger Luydmila.
11-årige Zlata har nedsat mobilitet og må bæres eller støttes hen til det nærmeste beskyttelsesrum, når luftalarmen går | Foto: Bengt Sigvardsson
Større risiko for at blive dræbt
Hundredtusindvis af ukrainere med handicap har forladt landet. Tilværelsen for dem, der er tilbage, er risikofyldt. Under luftalarmer søger de sjældent at nå i beskyttelsesrum, men opholder sig i metrostationer, tunneller og kældre.
Manglen på tilgængelighed betyder, at personer med handicap har større risiko for at blive skadet eller dræbt end andre. Krigen har også bremset af-institutionaliseringen. I 2021 blev det anslået, at over 30.000 mennesker med udviklingshandicap levede i institutioner. Det er uklart, hvor mange der gør det i dag. Det fortæller Larysa Bayda, programchef i paraplyorganisationen NADP, aom arbejder for personer med handicap.
Ifølge Larysa er det forbundet med stor skam at lade slægtninge bo på institution.
”Men det sker, når ingen andre kan hjælpe, for eksempel hvis forældrene bliver for gamle til at tage sig af en voksen søn eller datter,” afslutter Larysa.
