Der dufter af stegte søde kartofler, krydderier og varm olie i køkkenet på Solgården i Høje-Taastrup. En kipsteger hvæser i hjørnet. Låger smækker. Gryder klirrer mod stålborde. Nogen synger et stykke af en sang. Andre diskuterer FCK og Andreas Cornelius. Midt i det hele står 23-årige Annika Thuesen Damkier Hansen med forklæde på og vender paneer på kipstegeren med rolige bevægelser.
”Du har styr på det, kan jeg se,” siger kokken Kim. Annika griner.
Hun er en af dem, der får køkkenet til at hænge sammen denne formiddag. Men hun er også en af dem, som Solgården tilbyder beskyttet beskæftigelse og arbejder målrettet med at udvikle. Med ansvar, tryghed og et venligt skub, når tiden er rigtig.
I dag er der ekstra travlt. Hele Høje-Taastrup Kommune holder bæredygtighedsuge, og derfor er menuen kødfri. Om lidt skal omkring 50 mennesker have frokost: søde kartofler med valnødder, feta og paneer.
Det kræver hænder. Mange hænder. Og Annika er en af dem, der får køkkenet til at fungere.
Annika er vokset meget i de to år, hun har været på Solgården. Drømmen er et Lev Job – og gerne noget med dyr | Foto: Liv M. Kastrup
Et sted med plads til at vokse
Annika har været i køkkenet på Solgården i to år. Hun valgte det selv. Hun snitter grønt, pakker mad, hjælper med opgaverne og laver også lønsedler for køkkenet. Det er ansvar, hun tydeligt er stolt af.
”Jeg kan lide at lave løn, skære grønt eller det her,” siger hun og peger mod kipstegeren. Det er en stor stegeplade designet til storkøkkener.
På Solgården arbejder man bevidst med at se den enkeltes ressourcer. Hvad kan han eller hun allerede? Hvad motiverer? Hvad er næste skridt?
For Annika handler det blandt andet om at blive mere tryg blandt mange mennesker. Derfor har personalet lavet opgaver, der passer til hende og samtidig udfordrer hende lidt ad gangen.
Foto: Liv M. Kastrup
En særlig opgave er blevet skabt til hende: opfylderrollen i caféen, hvor hun går ud med mad og fylder op til salg. Det lyder måske enkelt. Men for Annika er det et vigtigt skridt. Hun fortæller selv, at hun tidligere trak sig fra opgaver tæt på mange mennesker.
”I starten bakkede jeg af og sagde, det kan jeg altså ikke,” siger hun om at stå ved udleveringen.
Nu kan hun ovenikøbet godt stå i kassen, hvis der mangler hjælp, og det ikke lige er myldretid. I det hele taget tager hun imod nye situationer lidt mere roligt.
Ros virker
I køkkenet bliver der talt direkte, men ordentligt. Her hjælper man hinanden, selv om der også kan blive drillet lidt.
”The paneerstar!” lyder det, da Annika står med dagens ost.
Hun smiler bredt. Ros fylder mere, end man måske lægger mærke til. Men den bliver bemærket af Annika.
”Jeg bliver glad, når jeg får ros,” siger hun. ”Det gør man jo.”
Anerkendelse er ikke bare venlighed. Det er et redskab. Når nogen mærker, at de lykkes, tør de ofte lidt mere næste gang. Personalet fortæller, at det netop er balancen: Solgården skal være et trygt sted at være, men også et sted hvor man udvikler sig og kommer videre, hvis det er muligt.
For Annika peger næste skridt måske mod et Lev Job – et særligt tilrettelagt job på ordinære arbejdspladser for mennesker med kognitive handicap. Det er ikke noget, man bare sender nogen ud i. Det skal bygges op langsomt.
Annika hjælper med at lave timeregnskab for personalet i køkkenet | Foto: Liv M. Kastrup
Larm udenfor, ro indenfor
Da frokosten er serveret, opstår kø ved skranken. Tallerkener glider frem. Granatæblekerner drysses over maden. Der bliver smågrinet bag disken. En trommer med fingrene på bordet.
Så lukker døren til køkkenets pauserum. På den anden side bliver lyden dæmpet næsten øjeblikkeligt. Her spiser Annika ofte sin medbragte madpakke.
”Der kan godt være lidt uro derude,” siger hun.
Annika fortæller, at hvis noget derhjemme fylder, siger hun det til personalet.
”Så går jeg gerne til personalet og fortæller, at i dag er jeg måske ikke lige så oplagt.”
Og det bliver taget alvorligt.
Mere end et værksted
Solgården er ikke stille. Her er musik om fredagen, fælles arrangementer, festivaler, naboer der kommer forbi, bæredygtighedsuger, cafédrift, eget kafferisteri og værksteder. Her er latter, travlhed og nogle gange frustrationer. Som på alle andre arbejdspladser.
"Nu taler jeg jo bare løs, som om jeg aldrig har lavet andet."Annika, the paneerstar
For Annika er en af arbejdsopgaverne at øve sig i at være blandt andre. Hendes drøm er at komme til at arbejde med dyr en dag. Hun har hunden Kenzo derhjemme, en Shih Tzu, som hun tydeligvis holder af. Men lige nu er det køkkenet, det gælder.
Hun vender de sidste paneer, mens kipstegeren syder. Kim kalder på flere bakker. En gryde larmer mod bordkanten. Nogen griner ude ved skranken. Annika kigger op og smiler. Hun plejer at være genert, siger hun.
”Men nu taler jeg jo bare løs, som om jeg aldrig har lavet andet.”
