For snart 20 år siden stod daværende indenrigs- og sundhedsminister, Lars Løkke Rasmussen, i spidsen for en gennemgribende ændring af det offentlige landkort i Danmark. Struktur- og kommunalreformen i 2007 indebar nedlæggelse af amterne, oprettelse af fem regioner samt en sammenlægning af kommuner (fra 273 kommuner til 98). Men i et handicappolitisk perspektiv var den væsentligste del af reformen en ændring af ansvarsfordelingen mellem det kommunale og regionale niveau.
Måske er der en mulighed for, at sårbare mennesker med udviklingshandicap i lidt mindre grad er ’helt alene med deres kommune’, fordi kommuner og regioner vil skulle samarbejde om at sikre den rette indsats.”Thomas Gruber, politisk konsulent i Lev
Før reformen delte kommuner og amter finansierings- og myndighedsansvaret på handicapområdet. Meget forenklet kan man sige, at amterne havde ansvaret for indsatser til borgere med de mest specialiserede og komplekse behov, mens kommunerne varetog de mere almene indsatser. Udgifterne på området var også delt mellem de to niveauer via en såkaldt grundtakstmodel. Med reformen overtog de 98 kommuner det fulde ansvar for både myndighed, finansiering og den nødvendige kapacitet i form af diverse tilbud, fx botilbud, beskæftigelses- og aktivitetstilbud, specialbørnehaver og -skoler.
Derouten
Allerede før kommunalreformen trådte i kraft var der bekymring for konsekvenserne af kommunernes overtagelse af det fulde ansvar. Ikke mindst fra handicapbevægelsen, der forudså, at det ville gå ud over kvalitet, faglighed og specialisering i indsatsen.
De bekymringer viste sig desværre at være berettigede. Især siden 2010 har vi været vidne til en gradvis, men vedvarende tilbagegang, hvad angår kvalitet, faglighed og specialisering. Og også i forhold til positive handicappolitiske visioner og ambitioner.
I en del år efter reformen virkede det håbløst at rejse den strukturelle dagsorden. Her var det meste af energien i handicapbevægelsen rettet mod at afbøde de vedvarende besparelser, det tiltagende institutionsbyggeri og en voksende ligegyldighed med principperne i handicappolitikken.
Men i 2019 opstod der tilsyneladende en åbning, da den daværende S-regering satte gang i en ”Evaluering af det specialiserede socialområde”. I handicapbevægelsen var vi med omkring bordet i evalueringsarbejdet, og det lykkedes faktisk at få en del fokus på opgave- og ansvarsfordelingen mellem kommuner og regioner.
Men evalueringen førte ikke til konkrete resultater, og med den efterfølgende SVM-regering var viljen til at tage fat på de strukturelle udfordringer på handicapområdet svækket markant. Daværende socialminister, Pernille Rosenkrantz-Theil, snakkede godt nok en hel del om behovet for strukturelle forandringer. Men da det kom til stykket, endte vi i 2024 med en ødelæggende ’Handicappolitisk rammeaftale’, der på alle væsentlige spørgsmål var designet af kommunernes interesseorganisation, KL.
Muligt opgør med kommunernes rolle.
Nu står vi så igen med en regering, der ser ud til at anerkende, at kommunerne ikke kan løfte udfordringerne på handicapområdet. Helt konkret angives det i regeringsgrundlaget, at man ønsker at gennemføre ”… specialeplaner på den komplekse del af det højt specialiserede socialområde” samt at flytte ”ansvaret for de pågældende målgrupper fra kommunerne til regionerne, hvor opgaverne varetages af de nye sundhedsråd. Endvidere belyses, om opgaver inden for social-og handicapområdet også med fordel kan placeres i regionerne og sundhedsrådene.”
Det giver håb om, at der denne gang er lidt større vilje til at påbegynde et opgør med kommunernes rolle og ansvar.”Thomas Gruber, politisk konsulent i Lev
Den konkrete formulering rejser nok flere spørgsmål, end den giver svar: Hvor meget skal flyttes? Hvad betyder det, at ansvaret flyttes – er det både finansiering og myndighedsansvar? Hvilken rolle skal sundhedsrådene have? Helt grundlæggende spørgsmål, som vi skal have svar på i den kommende periode. Men jeg vil alligevel tillade mig at være glad for den tydelige (om end indirekte) erkendelse af, at kommunerne er uegnede til at have det fulde ansvar for komplekse og specialiserede indsatser for mennesker med handicap. Det giver håb om, at der denne gang er lidt større vilje til at påbegynde et opgør med kommunernes rolle og ansvar.
Ikke helt så alene
Jeg forventer, at vores nye socialminister, Monika Rubin, vil tage dialogen med os i handicapbevægelsen om det mere konkrete indhold i arbejdet med en ny struktur. Fra Lev kommer vi med forslag, der skal sikre kvalitet og specialisering i forhold til mennesker med meget komplekse udfordringer og behov. Og som samtidigt skal gøre op med den alvorlige og handicapbetingede ulighed i retssikkerhed, som mennesker med udviklingshandicap i høj grad er ramt af.
En vigtig – men ofte overset – konsekvens af kommunalreformen er nemlig, at meget sårbare mennesker med handicap er ’helt alene med deres kommune’. Ankestyrelsen skal i princippet sikre, at borgerne kan få en ekstern myndigheds vurdering af en afgørelse. Men det kræver, at borgere med behov for hjælp er i stand til at vurdere afgørelsen, kende lovgivningen og klagesystemet - og at de kan indsende en klage. Det er der få mennesker med udviklingshandicap, som er i stand til på egen hånd – og der er desværre omkring 5.000 voksne med udviklingshandicap, som heller ikke har nogen til at hjælpe sig med at klage.
Dette fundamentale retssikkerhedsproblem løses ikke uden videre ved, at regionerne får et større og mere direkte ansvar som myndighed på handicapområdet. Men måske er der en mulighed for, at sårbare mennesker med udviklingshandicap i lidt mindre grad er ’helt alene med deres kommune’, fordi kommuner og regioner vil skulle samarbejde om at sikre den rette indsats. Vi kan med andre ord håbe, at der kan opstå en situation, hvor kommunale myndighedsafgørelser ikke blot kan forblive i et lukket internt kredsløb i årevis. Det vil være til gavn for borgeres retssikkerhed og for den faglige kvalitet af myndighedsafgørelserne – og dermed i sidste ende også for kvalitet, faglighed og specialisering i den indsats, som borgeren modtager.
Det bliver slet ikke nemt at realisere. Og det vil tage tid. Men i Lev vil vi arbejde stenhårdt for at opnå positive resultater med varig virkning for mennesker med udviklingshandicap og deres familier.
Den politiske klumme kan findes i Lev Magasinet Nr. 4 2026.
Om skribenten
Thomas Gruber er afdelingsleder af politikafdelingen og politisk konsulent i Lev. Hans faste politiske klumme i Magasinet Lev har fokus på de politiske dagsordener, der vedrører mennesker med udviklingshandicap og deres familier.
