Overgangen fra barn til voksen – få overblik over regler, støtte og muligheder

Når børnene bliver store og skal ind i voksenlivet er det altid et nybrud i en families liv, som rejser spørgsmål. Hvis den unge har et udviklingshandicap, er der udover det også en række helt særlige udfordringer, som man som forælder og ung skal forholde sig til. Her på siden får du indsigt i nogle af de udfordringer der kan opstå – både i forbindelse med overgangen fra Barnets Lov til Serviceloven og de følelsesmæssige ændringer, der er i overgangen fra barn til voksen.

For mange forældre til børn og unge med udviklingshandicap rejser der sig en række spørgsmål, når den unge nærmer sig voksenalderen. Overgangen fra ung til voksen giver helt særlige udfordringer, når den unge har et udviklingshandicap, både for den unge selv og for forældrene.

Det gælder udfordringer i forhold til, hvilken hjælp og støtte den unge kan få som voksen. Hvad betyder det, at den unge bliver myndig? Der kan rejse sig spørgsmål om, hvor den unge skal bo, når han/hun ikke skal bo hjemme længere, og om beskæftigelse, forsørgelse og hvem, der skal hjælpe den unge?

En ny rolle som forælder

Men det gælder også spørgsmål om de ændringer, der sker i forældrerollen, når ens barn faktisk ikke er et barn længere. Følelsesmæssigt kan det være noget af en rutsjebanetur at gennemleve overgangsfasen for ens barn. Som forælder får man en anden rolle, også formelt når ens barn fylder 18 år.

Som forældre kan man føle, at man bliver kørt ud på et sidespor, man kan føle, at man skal give slip på noget, som man måske ikke er klar til, og føle sig usikker på, om der er nogen, der tager over.

Nogle forældre oplever også, at de i denne proces bliver ramt af sorgen over tabet af det raske barn. At man igen bliver mindet om, at ens barn ikke kommer til at klare sig selv. Det er en naturlig reaktion, men det kan være svært, når man samtidig skal forholde sig til de mange spørgsmål, som rejser sig i overgangen.

Som forælder til et barn med udviklingshandicap har man gennem barnets liv haft en særlig og anderledes rolle og funktion. Det kan medvirke til, at det kan være vanskeligt at adskille, hvad der er dine behov som forældre, og hvad der er den unges behov. Det er helt naturligt, at det kan være svært, men samtidig vigtigt at være opmærksom på. Andre unge mennesker klarer selv adskillelsen, de tager på efterskole, og tager selv initiativ til at flytte hjemmefra og starte deres egen liv. Det gør den unge med udviklingshandicap ikke på samme måde. Her har forældrene en særlig opgave, en opgave som kan være svær og dilemmafyldt – men som er vigtig at tage på sig for at støtte ens barn bedst muligt. Det kan fx handle om spørgsmålet om, hvornår den unge skal flytte hjemmefra, er det nu eller senere? Måske tænker du, at dit barn slet ikke er klar til det; han har et udviklingsniveau på 6-7 år, og så skal han da ikke flytte hjemmefra. Dilemmaet kan være, at der ikke er udsigt til, at barnets udviklingsniveau ændrer sig, men måske viser han alligevel tegn på, at han er mere klar, end du er som forælder. Trives han med at komme ud blandt andre, kan du som forælder støtte ham i at få så selvstændigt et liv som muligt, hvor han lærer, at også andre end dig som forældre kan være gode omsorgspersoner. Det er en vigtig proces, for den er også med til at forberede den unge på, at du formentligt ikke altid kommer til at være der.