Gartneri og landbrug til de ’arbejdsføre’
Frem til midten af det 20. århundrede var arbejdslivet for mennesker med udviklingshandicap – dengang kaldet åndssvage – meget begrænset. Kunne man arbejde, foregik det ofte i landbrug eller gartnerier på de store institutioners egne arealer. Kunne man ikke bidrage, var livet på institutionerne ofte præget af passiv opbevaring.
Normalisering og nye muligheder
Fra 1950’erne voksede idéen om normalisering frem. Tanken var, at mennesker med udviklingshandicap skulle have mulighed for et liv så tæt på det normale som muligt.
Det førte til et opgør med de store institutioner. Samtidig opstod nye former for arbejde og beskæftigelse uden for anstalterne. Beskyttede værksteder blev oprettet som et alternativ til landbrug og gartneri. Her kunne mennesker med udviklingshandicap få meningsfulde arbejdsopgaver og samtidig bidrage med vigtig arbejdskraft i en tid, hvor industrien manglede hænder.
Ikke alle kunne indgå i produktionen på værkstederne. Derfor opstod også dagcentre og daghjem for mennesker med større støttebehov.
I 1980 blev særforsorgen overført til amterne. De store centralinstitutioner blev gradvist nedlagt eller opdelt i mindre enheder, og dagtilbuddene udviklede sig i mange forskellige retninger.
Fra institution til deltagelse
1950’erne: Fokus på normalisering vokser frem
1960-70’erne: Beskyttede værksteder oprettes
1980: Særforsorgen flyttes til amterne
1998: Serviceloven styrker brugerrettigheder
I dag: Fokus på fællesskab, trivsel og selvbestemmelse
Fokus på rettigheder og deltagelse
Med serviceloven fra 1998 blev der sat endnu større fokus på brugernes rettigheder, indflydelse og muligheder for deltagelse i samfundslivet.
I de seneste årtier er flere mennesker med udviklingshandicap kommet i støttet beskæftigelse på det ordinære arbejdsmarked. Men for mange er aktivitets- og samværstilbud eller beskyttet beskæftigelse fortsat afgørende for trivsel, fællesskab og udvikling.
Nogle tilbud er selvstændige arbejds- og aktivitetstilbud med egne medarbejdere og faciliteter. Andre er knyttet til botilbud og omtales nogle gange som “helhedstilbud”.
Det rejser samtidig en faglig diskussion. Normaliseringstanken byggede oprindeligt på, at mennesker ikke skulle bo og arbejde hele deres liv det samme sted, men have mulighed for forskellige miljøer og fællesskaber i hverdagen.
