Er det i dag en reel rettighed at få et tilbud om beskyttet beskæftigelse eller aktivitets- og samværstilbud?
”Ja. Det er en klar rettighed i loven. Kommunerne skal tilbyde sådan et tilbud til borgere, der er i målgruppen,” siger Eva Naur, der er lektor ved Juridisk Institut på Aarhus Universitet samt forsker i socialret og handicappolitik.”
Hvilken betydning kan det få, hvis kommunerne får større frihed til selv at vurdere behovet – og eventuelt give færre dage i aktivitets- og samværstilbud, hvis man også modtager andre ydelser som eksempelvis botilbud?
”Der er en grund til, at de her tilbud blev gjort til en selvstændig rettighed. Mange af de mennesker, der bruger dem, har svært ved bare at benytte almindelige fritids- eller arbejdsfællesskaber. Hvis kommunerne i højere grad selv kan vælge, om tilbuddene skal gives, frygter jeg, at flere vil miste adgang til fællesskaber, aktiviteter og et liv uden for boligen.”
Ville det være en fordel at præcisere rettigheden mere – for eksempel med et bestemt antal dage?
”Ikke nødvendigvis. Erfaringen er ofte, at minimumskrav hurtigt bliver til maksimumskrav. Hvis man skriver et bestemt antal dage eller timer ind i loven, er der en risiko for, at kommunerne begynder at organisere sig efter det laveste niveau i stedet for efter den enkelte borgers behov. Derfor kan meget præcise regler i praksis gøre tilbuddene mindre fleksible.”
Ser du tegn på, at området er under forandring?
”Ja. Jeg ser et generelt pres på mange sociale tilbud i kommunerne, og det gælder efter alt at dømme også aktivitets- og samværstilbuddene. Der er et stigende fokus på at samle tilbud og finde billigere løsninger, og det bekymrer mig, hvis det går ud over borgernes muligheder for fællesskab, aktiviteter og et liv uden for botilbuddet.”
Hvad risikerer man at miste, hvis aktiviteterne i højere grad flyttes ind i botilbuddene?
”Så risikerer man at vende tilbage til en institutionstænkning, man ellers forsøgte at gøre op med. Ideen med serviceloven var, at mennesker med handicap ikke ikke skulle tvinges til at bo i et botilbud, og ikke skulle leve hele hele deres liv samme sted. Samler man botilbud, støtte og aktivitetstilbud i én løsning, bliver verden mindre, og valgfriheden forsvinder. Man møder færre mennesker, får færre oplevelser og bliver mere afhængig af de samme medarbejdere hele tiden.”
